Endnu en brand i Nyborg – kolonihavehus helt udbrændt

Nyborg har i de seneste måneder været plaget af en lang række brande. Natten til mandag var der endnu en.

Der har natten til mandag været endnu en brand i Nyborg, der de seneste måneder har været hærget af en lang række påsatte brande.

Og kort efter midnat mellem søndag og mandag måtte Beredskab Fyn og Fyns Politi endnu en gang rykke ud til en brand i en haveforening, denne gang i Haveforeningen Engen.

Fyns Politi modtog anmeldelsen klokken 00.53, fortæller vagtchef Torben Jakobsen.

- Branden var i et kolonihavehus, og det var fuldstændig udbrændt, da vi kom derud, siger vagtchefen.

Han fortæller videre, at der ikke var nogen personer derude, og at de derfor endnu ikke har talt med husets ejer.

Det er ifølge vagtchefen også endnu for tidligt at sige noget om, hvorvidt branden er påsat eller er opstået af andre årsager.

- Det finder vi først ud af, når det er lyst, og vi kan se det hele i dagslys, siger Torben Jakobsen.

Det er af samme årsag derfor også endnu for tidligt at sige noget om en eventuel sammenhæng med de andre påsatte brande, der har skabt usikkerhed i Nyborg i løbet af sommeren.

- Det ville være lidt en halsløs gerning, for vi ved det ikke. Så det kan vi ikke rigtig sige noget om endnu, siger vagtchefen.

Politiet arbejder i løbet af formiddagen videre i forsøget på at finde brandårsagen.

Nyborg var i perioden april til august plaget af mindst 11 påsatte brande. Der er aldrig blevet pågrebet en gerningsmand. 

 
 

 

Oversigt

    Oversigt