Endnu en dag med lokale nødaviser

Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis også ramt af trykkeri-strejke torsdag.

Abonnenterne af Fyns Amts Avis og Fyens Stiftstidende kommer også torsdag til at læse en lille nødavis, der er kommet på gaden uden trykkeriarbejdernes hjælp.

Men allerede torsdag morgen mødes de 18 strejkende trykkere på Jyske Fynske Mediers trykkeri i Odense for at diskutere, om de vil genoptage arbejdet, skriver fyens.dk.

Mandag startede de 18 trykkere en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse, og sagen er indbragt for Arbejdsretten, der behandler den torsdag eftermiddag.

Trykkerne har nedlagt arbejdet i protest mod koncernledelsens lønudspil om at de skal gå 12,08 procent ned i løn. Udspillet er kommet efter, efter at de har afvist en otte-punktsplan fra ledelsens side, som blandt andet indfører en startløn på 32.000 kroner for nyansatte, indførelsen af et korps med afløsere, som aflønnes med en lavere timeløn, og bortfald af flere dele af husaftalen, skriver fyens.dk.

De otte punkter er den del af mediekoncernes samlede spareplan på 90 millioner kroner, som omhandler trykkeriet i Odense.

Onsdag skulle avisen ellers være udkommet med en ny og større avis i fire sektioner, men det er foreløbig sat på stand by frem til midten af næste uge.

 

Oversigt

    Oversigt