Endnu en gang: Klovn skræmmer 10-årig dreng

Fyns Politi modtog mandag aften igen en anmeldelse om en klovn, som skræmmer folk i det nordvestlige Odense.

Mandag aften gik det så ud over en 10-årig dreng, der blev skræmt af en klovn i Pårup - nærmere bestemt Langesøstien ved Pårup Kirke. Han var på vej hjem fra håndboldtræning. 

Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 19.30 af faren til den 10-årige dreng.  

- Der er en klovn, som har gemt sig bag et træ, og så er han sprunget ud foran drengen og skræmt ham, forklarerer Asbjørn Larsen, vagtchef ved Fyns Politi. 

Asbjørn Larsen oplyser, at Fyns Politi har undersøgt området, men uden at finde hverken spor eller personer.

Ikke lyst til at cykle
Den 10-årige drengs mor, Anja Kristensen, fik forståligt nok en skræmt søn hjem. Ifølge sønnen var klovnen klædt i en skræmmende maske, mens resten af tøjet var helt mørkt.

- Han var meget ked af det, da han kom hjem, og havde ikke rigtig lyst til at cykle mere, fortæller Anja Kristensen til TV 2/FYN.  

Hun siger også, at klovnen råbte et eller andet, da klovnen sprang frem, men drengen kan ikke huske, hvad det var.

Politiet beroligede Anja Kristensens søn så meget, at han tirsdag ikke var bange for at cykle i skole. 

Klovne andre steder 
Også andre steder på Fyn er der set klovne mandag 24. oktober. Ifølge facebookgruppen '5690 Tommerup' er en klovn set i Knarreborg lidt uden for Tommerup. 

Klovnen skulle angiveligt have haft en fakkel i hånden.

Oversigt

    Oversigt