Igen-igen-igen: Fynsk vandværk lukket efter forurening

Verninge Vandværk er blevet lukket efter fund af e-colibakterie.

For syvende gang i løbet af den seneste måneds tid er der problemer på et fynsk vandværk.

Denne gang er det Verninge Vandværk, der er blevet lukket efter fund af e-colibakterier. Det meddeler Assens Kommune i en pressemeddelelse. 

Det er rutinemæssige prøver fra vandet i Verninge Vandværk, der har vist spor af én e-colibakterie. Prøven er taget den 12. september, og resultatet lå klar natten til torsdag.

Vandet kan drikkes fra hanerne

Vandværket er omgående blevet lukket. Borgerne, der er tilkoblet vandværket, får vand fra Brylle Vandværk. Vandet kan derfor drikkes fra hanerne.

Hvis beboere oplever ubehag, skal man kontakte sin læge.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Verninge Vandværk har sat en undersøgelse i gang i forhold til at spore forureningskilden. Det betyder, at vandværket nu gennemgås.

Alle vandværker i Danmark er forpligtet til løbende at teste kvaliteten af deres drikkevand.

Efter en række fund af sprøjtegifte i fynske vandværker er de blevet pålagt at foretage ekstraordinære prøver for at spore desphenyl chloridazon, der er et stof, som de under normale forhold ikke er forpligtet til at teste for.

Udover problemer på Verninge Vandværk er der fundet pesticidrester i vandet hos Fraugde–Over Holluf Vandværk, Fangel Vandværk, Dalumværket, Staurbyskov Vandværk, Lindved Vandværk og Kerteminde Forsyning. 

Oversigt

    Oversigt