I det fynske folks tjeneste

Politiaktion på Sydfyn: Endnu et skunklaboratorie afsløret

Fyns Politi har fundet endnu et skunklaboratorium på Fyn. Denne gang i Faaborg.

00:58

Torsdag aften fandt politiet endnu et skunklaboratorium, denne gang ved Faaborg. Video: Ole Holbech

To større skunklaboratorier blev afsløret, da Fyns Politi onsdag ransagede to adresser i henholdsvis Tommerup og Odense SØ. Torsdag aften fandt politiet endnu et skunklaboratorium, denne gang ved Faaborg.

Fyns Politi modtog en anmeldelse torsdag klokken 17.34 fra en borger, der syntes, det lugtede meget af hash på en ejendom på Rallebæksgyden i Faaborg.

Læs også To fængslet efter stort fund af stoffer – skunklaboratorier afsløret på Fyn

Politiet besøgte ejendommen, hvor de ikke fandt nogen personer - til gengæld fandt de et skunkvæksthus med cirka 200 planter.

Efter ransagningerne onsdag i henholdsvis Tommerup og Odense SØ blev to mænd varetægtsfængslet. Efterfølgende sagde efterforskningsleder Per Sterobo fra Fyns Politi til TV 2/Fyn, at de to mænd blev varetægtsfængslet, fordi politiet troede, sagen var større end som så.

- Vi har en formodning om, at der er flere involverede. Derfor varetægtsfængsler vi de to anholdte for at få efterforsket, om de er alene, eller om der er flere, sagde lederen af civilpatruljen, politikommissær Per Sterobo, onsdag til TV 2/Fyn.

Torsdag kunne de så afsløre endnu et væksthus fyldt med skunk, men denne gang altså uden at kunne anholde bagmanden.

Anmeldte mistænkelig adfærd

Arne Christiansen er nabo til huset, som torsdag blev afsløret som et skunklaboratorium. Han fortæller, at naboerne i flere måneder har haft en mistanke om, at der foregik noget kriminelt på ejendommen. 

Ifølge Arne Christiansen blev huset blev solgt i januar, og de sidste seks-syv måneder har der boet en enlig udlænding. Samtidig er en masse personer kommet og gået fra ejendommen. 

Derfor er han og de øvrige naboer glade for, at politiets ransagning nu har vist, at de havde i deres mistanke, siger han. 

- Det har jeg det fint med. Når vi hele tiden har haft på fornemmelsen, at der foregår noget kriminelt, så synes vi, det er rart, at der bliver sat en stopper for det, siger han til TV 2/Fyn. 

Læs også Skunklaboratorium ryddet på Fyn: 40-årig mand idømt fængsel og udvist

Efter det torsdag kom frem, at Fyns Politi onsdag havde ransaget to adresser på Fyn, forsvandt beboeren i huset ifølge vidnet meget pludseligt, ligesom nummerpladerne på den bil, der holdt ved ejendommen, var blevet fjernet. Samtidig stod garagedøren åben, hvilket den ellers aldrig gjorde.