Bilist kører ind i afspærring på Fynske Motorvej

En bilist er kørt ind i noget afspærring, der er i forbindelse med vejarbejdet på Fynske Motorvej. Ingen personer er kommet noget til.

Der er mandag aften sket et færdselsuheld på Fynske Motorvej umiddelbart efter afkørsel 54 i østgående retning. Det oplyser vagtchef Ehm Christensen fra Fyns Politi.

- Det er et solouheld, hvor en bil kører ind i noget afspærring, der er i forbindelse med vejarbejdet derude, siger Ehm Christensen til TV 2/Fyn.

Politi og redningsfolk er ankommet til stedet.

- Kør forsigtigt, og følg politiets anvisninger, lyder det fra vagtchefen.

Der er ikke kommet nogen personer til skade i forbindelse med solouheldet, siger Ehm Christensen til TV 2/Fyn.  

Vejdirektoratet: Oprydningsarbejdet fortsætter

Ifølge Vejdirektoratet er der kun ét spor farbart i forbindelse med uheldet.

Oprydningsarbejdet forventes tidligst overstået klokken 19.30. Ehm Christensen fra Fyns Politi oplyser dog klokken 19.00, at kørebanerne er ryddet, så trafikken igen kan komme i gang på motorvejen. 

Tidligere på dagen skete et uheld ved Ejby og Aarup. Det resulterede i massiv kø på Fynske Motorvej i retning mod Odense. 

Det drejede sig om to biler, der var kørt op i hinanden, uden nogen alvorligt tilskadekomne.

Oversigt

    Oversigt