I det fynske folks tjeneste

Nye tal: Endnu flere biler benytter Fynske Motorvej

De seneste mange år er trafikken på Fynske Motorvej bare vokset og vokset. Væksten fortsatte i 2018.

Trængslen på de danske motorveje er fortsat stigende, og flere og flere danskere sætter sig bag rattet. 

I 2018 blev trafikken øget med 3,2 procent på de danske motorveje. Også på Fynske Motorvej steg antallet af biler.

Læs også Trængslen stiger på Fynske Motorvej

Det viser de seneste trafiktal, som Vejdirektoratet mandag har offentliggjort i en pressemeddelelse.

På Fynske Motorvej ved den Ny Lillebæltsbro kører der nu knap en tredjedel flere biler sammenlignet med for otte år siden. Trafikken er ved målepunktet steget med 32,6 procent siden 2010.

I 2008 kørte der i snit 62.736 biler forbi målepunktet hver eneste dag. I 2018 var det tal steget til 79.234 biler.

Vejdirektoratet har et andet målepunkt på motorvejen umiddelbart syd for Odense. Her er det tilsvarende tal steget fra 54.493 i 2008 til 66.026 biler i døgnet sidste år.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

  Foto: Vejdirektoratet

En del af væksten i motorvejstrafikken hænger ifølge Vejdirektoratet sammen med udbygninger af motorvejsnettet. Udvidelserne flytter trafik fra de mindre veje over på motorvejene, der derved oplever større trængsel.

Flere biler

Men væksten skal også ses i lyset af de senere års generelle fremgang i økonomien og at danskernes bilpark er vokset med 22 procent siden 2010, svarende til næsten en halv million flere personbiler.

- Denne voldsomme trafikvækst kan danskerne naturligvis mærke hver eneste dag i form af stigende trængsel ude på motorvejene, siger trafikdirektør Niels Tørsløv fra Vejdirektoratet i pressemeddelelsen.

Han fortsætter:

Læs også Trængslen på fynske veje stiger markant - og det fortsætter

- I Vejdirektoratet forsøger vi at imødegå denne udfordring på forskellige måder – blandt andet ved at blive bedre og hurtigere til at håndtere uheld og andre hændelser på vejnettet og ved at give aktiv og præcis trafikinformation.

Vejdirektoratets trafikprognoser viser i øvrigt, at trafikken på de store veje vil fortsætte med at stige i de kommende år.  

- Vi forbereder os på en fremtid med stadig flere trafikanter på det overordnede vejnet. Af samme grund forsøger vi hele tiden at blive bedre til at hjælpe trafikanterne med at få trafikken til at glide ude på vejene, siger trafikdirektør Niels Tørsløv. 

  Foto: Vejdirektoratet