Energi-fusion offentliggøres i dag

I dag kl. 12 offentliggøres beslutningen om at sammelægge Odense Energi og Energi Fyn til ét stort Energi Fyn.

Med sammenlægningen sikrer parterne et stærkt selskab på el- og bredbåndsområdet til gavn for både medejere, kunder og regionen, skriver selskaberne i en meddelelse.
 
- Det store nye Energi Fyn kommer til at forsyne hele Odense og store dele af Fyn med elektricitet og lynhurtige fibernetforbindelser, så selskabet bliver en betydelig aktør på det danske energi- og telemarked. Samtidig sikrer vi en lokal forankring af infrastrukturen og fastholder både faglige spidskompetencer og lokale arbejdspladser, så vi er meget glade for beslutningen, siger bestyrelsesformand Leif Henriksen og koncernchef i Energi Fyn Arne Clausen.

De tilføjer, at det er et klart mål at finde plads til alle nuværende medarbejdere i begge selskaber.

Det nye Energi Fyn, der får ca. 160.000 kunder, vil samtidig på længere sigt kunne opnå flere effektiviseringsgevinster ved sammenlægningen.

- Med det nye store Energi Fyn skaber vi et fremtidssikret energiselskab, som har en størrelse, der vil kunne præge energipolitikken lokalt, regionalt og nationalt. Og så får kommunen i forbindelse med sammenlægningen et kontant beløb, der skaber helt unikke muligheder for byen, siger borgmester Jan Boye.

Jan Boye fremhæver endvidere, at det har været vigtigt at fastholde den direkte brugerindflydelse i det nu sammenlagte selskab.

I det nye store Energi Fyn fortsætter Leif Henriksen som bestyrelsesformand, Arne Clausen som koncernchef, mens Odense Energis nuværende administrerende direktør, Bent Agerholm, udpeges til vicekoncernchef på niveau med den nuværende vicekoncernchef Christian Janner Olesen.

Sammenlægningen, der forventes at kunne gennemføres inden sommerferien, vil ikke medføre højere nettariffer hverken for de nuværende netkunder i Odense Energis område eller de nuværende andelshavere i Energi Fyn.

Fakta

Oversigt

    Oversigt