I det fynske folks tjeneste

Energi Fyn fik overskud på 153 millioner - og tilfredse kunder

2017 var et travlt år for Energi Fyn. Der var stor aktivitet med Odense Letbane, SDU, Nyt OUH og Facebook.

Energi Fyn har de mest tilfredse elkunder i den danske elsektor, viser undersøgelse af kundetilfredshed.

Energi Fyn tjente sidste år 153 millioner kroner før skat.  

- 2017 har på mange områder været et positivt år for Energi Fyn. Efter flere år med ændringer på elmarkedet og konsolideringer har vi i 2017 haft fokus på at strømline koncernen og styrke dialogen med vores kunder og andelshavere, siger administrerende direktør Bent Agerholm i en pressemeddelelse efter selskabets repræsentantskabsmøde, og tilføjer: 

- Vi har investeret i koncernens udvikling og fremtid. Det betyder, at vi har en klar position i energisektoren som et af de betydende energiselskaber i Danmark.

Men det er ikke kun i energisektoren Energi Fyn betyder noget. I en aktuel analyse fra EPSI Ratings af de danske energiselskabers kundetilfredshed i slutningen af 2017, fremgår det, at Energi Fyn har de mest tilfredse elkunder i den danske elsektor. 

Læs også 1,7 milliarder: Kæmpe robothandel på Fyn

Flere vindmøller i hus

I 2017 har Energi Fyn udvidet sine aktiviteter på vindmølleområdet. Koncernen har købt flere nye vindmøller, og 2017 blev også året, hvor Energi Fyn påbegyndte byggeriet af de tre vindmøller på Lindø.  

-  Siden 2015 har vi investeret i vindmøller flere steder i Danmark, og vi har i dag 23 vindmøller rundt om i landet. Vi er glade for, at vi nu også har tre nye fynske vindmøller, der bidrager til den grønne omstilling, siger Bent Agerholm.

Energi Fyns 23 vindmøller vil i et normalt vindår have en forventet årlig produktion på cirka 200 mio. kWh, hvilket svarer til det årlige elforbrug i cirka 50.000 husstande.

Læs også Se listen: Disse fynske projekter får støtte fra Energi Fyns fonde

Facebooks, letbane, gartnerier osv.

2017 har også givet travlhed med mange nyinstallationer. Det drejer sig både om nye tilslutninger i forbindelse med udstykkede parcelhusgrunde og om langt mere omfattende installationer og udvidelser til Facebooks datacenter, Odense Letbane, Syddansk Universitet, Nyt OUH, Thomas B. Thriges Gade og de fynske gartnerier.

8.000 flere med bredbånd

Også på bredbåndsområdet er det gået stærkt i 2017. Energi Fyn har udrullet fibernet til godt 8.000 husstande, og virksomhedernes interesse for fibernet er også i kraftig vækst. 

- Det er meget positivt for os at være en del af den udvikling, som finder sted på Fyn. Det fører mange store projekter og travlhed med sig, og det giver os mange nye muligheder for at være en aktiv medspiller i den fynske udvikling. Vores anlægsinvesteringer i 2017 er på godt 350 mio. kroner. For at vi fortsat kan gøre det, skal vi løbende kunne præstere gode resultater og have fokus på økonomisk ansvarlighed, slutter Bent Agerholm. 

Efter regnskabsårets afslutning har Energi Fyn som omtalt hos TV 2/Fyn overtaget Nature Energys 60.000 gaskunder.

Læs også 60.000 fynske gaskunder skal skifte til Energi Fyn