I det fynske folks tjeneste

Energi Fyns to fonde giver millioner til 21 fynske projekter

Næsten tre millioner kroner har de to fonde fra Energi Fyn bevilget til 21 forskellige projekter på Fyn.

Her står alle 21 fondsmodtagere. Foto: EnergiFyn

Energi Fyn har bevilget næsten tre millioner kroner til diverse projekter rundt omkring på Fyn. 2.898.265 for at være helt præcis.

Siden etableringen i 2005 har Energi Fyns almene Fond støttet kulturelle, turistmæssige og sundhedsmæssige formål.

Den anden fond hos Energi Fyn er Udviklingsfonden, som støtter flere udviklingsprojekter inden for energiudvikling og elektroniske/tekniske løsninger med henblik på at fremme udviklingsmiljøet.

Sammen har de støttet mere end 200 projekter rundt omkring på Fyn siden etableringen i 2005 - alle med henblik på at fremme fynske projekter.

- Igen i år støtter vores to fonde en lang række spændende projekter på Fyn. De spænder vidt, men projekterne har alle det tilfælles, at de medvirker til at skabe glæde, gavn og udvikling for Fyn og fynboerne, fortæller Bent Agerholm, som er administrerende direktør hos Energi Fyn og fondsadministrator i en pressemeddelelse.

12 nye cykelstationer rundt omkring på Fyn

Én af projekterne er blandt andet en opsætning af 12 nye Bikestations. De modtager 228.000 kroner, og stationer skal fungere som et slags miniværksted, hvor cyklister kan foretage mindre reparationer på cykler. Det kunne eksempelvis være skift af cykeldæk, hvor der er diverse skruenøgler og opladning til elcykler til rådighed.

Læs også Se listen: Disse fynske projekter får støtte fra Energi Fyns fonde

Et andet fondsstøttet projekt er HF & VUC Fyn ved Søndersø. De får 54.440 kroner, og de skal bruges på en målrettet indsats til ordblinde børn, som vil strække sig over et år.

- Som fynboernes energiselskab betyder det meget for os, at vi med vores fonde kan støtte projekter til gavn for fynboerne og udviklingen på Fyn. Fyn bobler af gode ideer, gejst og engagement - og at dømme ud fra udviklingen i det antal ansøgninger, som Energi Fyns fonde har modtaget siden etableringen i 2005, så er de gode idéer ikke blevet mindre med årene, siger Bent Agerholm.

Se listen over samtlige 21 fondsmodtagere:

  • Nørre Aaby Skole modtager 40.000 kr. til udsmykning af skolen i form af "Linnés Labyrint". Installationen handler om menneskets forhold til naturen og skal også bruges i undervisningen.

 

  • Helge Petersen modtager 5.000 kr. til indkøb af nye gryder, pander mv. til "Fjordkøkkenet" i Munkebo, hvor der laves mad hver søndag og i andre anledninger, bl.a. juleaften, til ældre og enlige i lokalområdet.

 

  • HF & VUC FYN Søndersø modtager 54.440 kr., der vil være et bidrag til en målrettet indsats til ordblinde børn, der vil strække sig over et år og består i et årshjul, der skal hjælpe børn og forældre til at lære om hjælpemidler og fastholdelse af brugen af disse.

 

  • 1. Otterup Gruppe, Det Danske Spejderkorps modtager 29.226 kr. til indkøb af nye borde og stole til deres nyrenoverede spejderhytte.

 

  • Brandts - Museum for kunst og visuel kultur modtager 150.000 kr., der er et bidrag til belysning af en ny, permanent udstilling på museet i forbindelse med udvidelse af museets arealer med en etage mere.

 

  • Grevebroens Bådelaug, Strynø modtager 120.745 kr. til rejsning af et søfartsminde og etablering af en legeplads på havneområdet ved Grevebroen.

 

  • Strib Lokaludvalg modtager 111.063 kr. til opførelse af et lille træhus i forbindelse med et skolespor i lokalområdet, der går forbi historiske mindesmærker og andre seværdigheder. Huset skal bruges til at søge læ, spise medbragt mad osv., ligesom vinterbadere kan bruge huset - en vinterbadeklub er allerede under etablering med stor tilslutning.

 

  • BG & IF Bogense modtager 46.017 kr. til reparation på deres klubhus, nærmere bestemt udskiftning af tagrender, ny gavl, flisebelægning med mere.

 

  • Kræftens Bekæmpelse - Stafet For Livet modtager 10.000 kr. til indkøb af stor scene eller børnetelt til brug ved Stafet for Livet Odense, der er et officielt Kræftens Bekæmpelse-arrangement.

 

  • Tarup-Paarup Moseholm Skulptur modtager 25.000 kr. til indkøb af en Keld Moseholm-skulptur til forskønnelse af lokalområdet.

 

  • Odense Aafart modtager 200.000 kr., som skal bidrage til en fuldstændig udskiftning af dieselmotorer til elmotorer i Odense Aafarts tre både.

 

  • Andebølle Lokalråd modtager 38.774 kr., som skal være et bidrag til opførelse af et udendørs samlingssted/bålplads ved legeplads for at skabe et fælles samlingssted i lokalområdet.

 

  • Bikestations modtager 228.000 kr. til opsætning af 12 bikestations rundt om på Fyn, der skal fungere som en slags miniværksted, hvor cyklister kan foretage mindre reparationer på cykler, f.eks. skift af cykeldæk, hvor der er diverse skruenøgler, opladning til elcykler mv. Disse stationer skal etableres ved erhvervsdrivende, der kan tilbyde adgang til postevand, toilet, evt. spisemuligheder osv. Det er Udvikling Fyn, der står for projektet.

 

  • Nr. Broby Lokalråd modtager 40.000 kr. til montering af nye stikdåser på 37 lysmaster i byen til montering af julebelysning.

 

  • Jernalderlandsbyen Odins Odense modtager 39.050 kr. til udgivelse af en minibog, der skal formidle jernalderens kulturarv, og som skal uddeles til børn i alderen 3-8 år, der besøger jernalderlandsbyen privat eller med en institution. Både forældre og institutioner vil efterfølgende gennem bogen kunne give børnene større indsigt i både besøget og skabe refleksion over oplevelsen.

 

  • UngOdense modtager 80.000 kr. til bidrag til afvikling af en bæredygtighedsfestival for unge i hjertet af Odense med det formål at give unge en mulighed for at deltage i klimadebatten med projekter, aktiviteter mv.

 

  • Bæredygtig udvikling af Svanninge Bakker modtager 200.000 kr., der er et bidrag til en bæredygtig udvikling af Svanninge Bakker som knudepunkt for mountainbiking. Projektet skal skabe større mulighed for at opleve Svanninge Bakker på cykel gennem anlæg af forskellige teknik- og legebaner og nye cykelspor i området.

 

  • Tranekær Internationale Center for Kunst & Natur modtager 85.000 kr. til indkøb og installering af et kunstværk til Tranekær Slotspark, som er en af de store turistattraktioner på Langeland.


Åres fondsmodtagere - Energi Fyns Udviklingsfond:

 

  • Mehdi Savaghebi og Per Andersen fra SDU modtager 530.000 kr. til etablering af et forskningsprogram omkring kontrol og beskyttelse i intelligente netværk med høj penetrering af vedvarende energisystemer.

 

  • Mikkel Baun Kjærgaard fra SDU modtager 245.986 kr. til udvikling af data-drevne modeller for industri- og servicerobotters elektricitetsforbrug, som kan forudsige robotternes forbrug baseret på forskellige parametre med det formål at benchmarke forbruget og derigennem kunne foretage optimeringer.

 

  • Diane Bastien fra SDU modtager 220.000 kr. til opførelse af to minihuse på SDU til test af energioptimering og forbedring af indeklima i bygninger, der er isoleret med naturmaterialer som træ, ler osv.
Se mere