I det fynske folks tjeneste

Energi Fyns omsætning vokser gevaldigt

Repræsentantskabet for Energi Fyn kunne torsdag godkende årsrapporten for 2018. En stor stigning i omsætning og et overskud før skat på 95 millioner kroner er blandt konklusionerne.

Over 65.000 nye kunder i butikken sender omsætningen hos Energy Fyn på himmelflugt.

Energi Fyns regnskab for 2018 viser et overskud på 95 millioner kroner før skat. Det er 57,5 million kroner lavere end 2017, men til gengæld 24 millioner kroner over budget, og derfor ses det som tilfredsstillende. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse. 

- 2018 har været et begivenhedsrigt og positivt år for Energi Fyn. Vores økonomiske fundament og robusthed betyder, at vi 2018 har kunnet udvikle og udvide vores forretning, således at vi står stærkt som moderne, andelsejet energiselskab, siger adm. direktør Bent Agerholm i en pressemeddelelse. 

I april 2018 købte Energi Fyn de dele af virksomheden Nature Energy, der sælger gas til privatkunder og virksomheder. Med i det køb fulgte også 60.000 nye kunder. I august 2018 overtog man 5.500 kunder fra virksomheden Engros Gas A/S.

De to tilføjelser til Energi Fyn har givet omsætningen et gevaldigt nøk opad. Nettomsætningen lød i 2018 på knapt 1,9 milliarder kroner. Det er 519 millioner kroner højere end året før, og ifølge årsrapporten har de to nyerhvervelser bidraget med i alt 408 millioner kroner til årets omsætning. 

Læs også Energi Fyns to fonde giver millioner til 21 fynske projekter

Administrerende direktør Bent Agerholm mener, købene giver mange nye muligheder.

- Vores fundament er på Fyn, men vi har et nationalt udsyn og er klar til at gribe de muligheder, der kan skabe værdi for vores andelshavere. Det gjorde vi blandt andet, da vi i foråret 2018 købte de dele af NGF Nature Energy, der sælger gas til private og virksomheder og senere på året 5.500 naturgaskunder fra Engros Gas. Med købene styrker vi vores position på markedet markant, og det giver os mange nye muligheder og synergieffekter, siger han i en pressemeddelelse. 

Grøn omstilling

Energi Fyns tre vindmøller på Lindø port of Odense blev sat i drift i februar, og i årets løb har virksomheden købt tre yderligere vindmøller. 

- Vi ejer nu 26 vindmøller med en samlet produktion, der svarer til cirka 55.000 husstandes årlige forbrug. Vi ønsker at deltage aktivt i udviklingen af et bæredygtigt energisystem og dermed bidrage til den grønne omstilling. Det gør vi blandt andet via vores aktiviteter inden for vindmøller, men også gennem vores energirådgivning og vores fokus på varmepumper, siger den administrerende direktør i en pressemeddelelse

Tre nye bestyrelsesmedlemmer valgt

På repræsentantskabsmødet torsdag, hvor man godkendte årsrapporten, blev der i også valgt tre nye medlemmer til energiselskabets bestyrelse. De tre ny medlemmer er: Søren Thorsager, Jørn Frederik Jørgensen og Louise Andersen.

Desuden blev Ulrikka B. Nissen og Anders Kristensen valgt som suppleanter. Energi Fyns bestyrelse består desuden af: Bjarne Ivan Hansen, Cæcilie Ning Hage, Knud Bjørn og Christian Hein.

Bestyrelsen konstituerer sig den 30. april.

Læs også Energi Fyn overtager gaskunder