I det fynske folks tjeneste

Grøn idé i Middelfart: Energivenlige gadelamper giver stor CO2-besparelse

De nye klimavenlige gadelamper sparer Middelfart for 50 kilo CO2 per lampe hvert eneste år. Indtil videre er otte gadelamper blevet sat op.

00:23

De nye klimavenlige gadelamper sparer Middelfart for 50 kilo CO2 per lampe hvert eneste år. Indtil videre er otte gadelamper blevet sat op. Video: Morten Albek

For tre måneder siden blev otte nye klimavenlige gadelamper sat op på en villavej i Brenderup ved Middelfart som led i et nyt testforsøg.

Nu har de nye lamper bestået testen, så når der i fremtiden skal sættes nye gadelamper op i Middelfart, bliver det de grønne gadelamper.   

Læs også Fynsk robotvirksomhed missede verdensmesterskab

De nye klimavenlige gadelamper har solceller og batteri, som ikke kun sparer kommunen for penge til gadebelysning, men også klimaet for CO2, og det er en klar investering i fremtiden.  

En investering i fremtiden 

Det mener Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen (S).

- Det betyder, at vi kommer til at bruge mindre CO2. Både i forhold til at producere lampen, men også i forhold til det daglige forbrug. Der er ingen tvivl om, at det er en god økonomisk fidus - i hvert fald på længere sigt, siger borgmesteren.

En traditionel gadelampe, som får strøm fra el-værket, udleder 50 kilo CO2 om året. De nye klimavenlige gadelamper i Middelfart udleder 0 kilo CO2 om året.

Det betyder, at en kommune med 1000 grønne gadelamper ville kunne spare 50 tons på CO2 regnskabet årligt.

Udviklet i Middelfart 

De nye gadelamper er udviklet af to lokale erhvervsfolk i samarbejde med Middelfart Kommune gennem de sidste tre år.

Når det bliver aften og mørket sænker sig, så tændes lamperne af sig selv, og man behøver ikke frygte, at der ikke er nok sollys til at lade lampens batteri op.

Det forklarer Jan Jacobsen, som har udviklet de nye lamper sammen med partneren Ole Bo Lybæk Laursen.

Læs også Sådan kommer fynsk by til at se ud, hvis vandet fortsætter med at stige: - Jeg synes, det er meget skræmmende

- Det unikke ved den her lampe er, at vi arbejder med en teknologi, som giver en tre gange så effektiv gadelampe. Det betyder, at vi på et relativt lille areal, nemlig på toppen af lampen, har nok plads til på én dags opladning at præstere ni dages gadebelysning, siger Jan Jacobsen til TV 2/Fyn.

Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen kalder det et lille skridt blandt mange på vejen mod at blive en mere klimavenlig kommune. 

- Det er et konkret eksempel på, hvordan man kan sætte klimaet på dagsordenen. Hvis vi nogensinde skal nå i mål med det her, så skal vi starte med at tage et skridt ad gangen. Så vi går rigtig mange skridt i Middelfart kommune. Ét af skridtene er at kigge på vores gadebelysning, siger Johannes Lundsfryd Jensen (S).

02:33 Luk video