Enhedslisten dumper fynsk kandidat

Enhedslisten sætter sit hold af folketingskandidater. En urafstemning blandt medlemmerne sender den eneste muslimske kandidat ned på kandidatlistens 11. plads.

Der blev ikke plads til Enhedslistens eneste muslimske folketingskandidat, da partiets medlemmer skulle sætte holdet til det kommende folketingsvalg.

Det tidligere mangeårige medlem af Odense Byråd Anna Rytter er endt på 11.-pladsen i Enhedslistens vejledende urafstemning.

I stedet sætter de nuværende tre folketingsmedlemmer Johanne Schmidt-Nielsen, Per Clausen og Frank Aaen sig - i nævnte rækkefølge - på de tre første pladser.

Formanden for 3F i Silkeborg, Christian Juhl, står til at få det fjerde mandat, som Line Barfod i dag sidder på i Folketinget. Enhedslistens retspolitiske ordfører genopstiller ikke.

Den 32-årige Anna Rytter havde ellers støtte fra partiets kontroversielle folketingssuppleant Asmaa Abdol-Hamid, som ikke selv genopstiller.

Den lyshårede Anna Rytter - der beskriver sig selv som sekulær muslim - adskiller sig dog fra sin mere kendte trosfælle ved ikke at gå med tørklæde, ligesom hun ikke har problemer med at give hånd til mænd.

Urafstemningen er dog kun vejledende, da det netop er det kommende årsmøde i maj, som endeligt placerer kandidaterne.

Oversigt

    Oversigt