Enhedslisten finder pengene

Enhedslisten i Odense er klar med forslag til at skaffe 43 millioner kroner til børn og unge i kommunens budget.

Byrådskandidat for Enhedslisten, Brian Skov Nielsen, er glad for at Socialdemokraterne og SF i Odense genåbner kommunens budget for at undgå voldsomme besparelser på børn- og ungeområdet.

Han beklager dog, at åbningen af budgettet kommer for sent til at skaffe penge ved at øge kommunens indtægter.

Fristen for det udløb 1. oktober, og det betyder, at pengene skal findes i det eksisterende budget.

- Det er trist, at det først nu går op for Socialdemokraterne og SF, at det vil resultere i et blodbad at spare 130 millioner kroner på børn- og ungeområdet, men bedre sent end aldrig, skriver Brian Skov Nielsen i en pressemeddelelse.

Har fundet pengene

Brian Skov Nielsen benytter lejligheden til at genfremsætte Enhedslistens forslag fra budgetforhandlingerne:

De vil tage 35,65 millioner kroner, som er afsat til det ny Musik- og Teaterhus og overføre dem til Børn- og Ungeforvaltningen.

- Der er de meget bedre brugt, mener Brian Skov Nielsen.

Desuden vil Enhedslisten tage fem millioner kroner fra kommunens tilskud til Odense Sport og Event samt halvanden million fra midler til eksterne konsulenter.

- Dermed sikrer vi, at der ikke kommer nye besparelser på kommunale kerneopgaver, siger Brian Skov Nielsen.

Oversigt

    Oversigt