Enhedslisten og Dansk Folkeparti: Nej til lønfest i Odense Byråd

Selvom DF og Enhedslisten er enige om at sige nej til en lønstigning til byrådets medlemmer, så tyder det på, at de folkevalgte politikere i Odense vil stige i løn.

Nej, siger Enhedslisten når Økonomiudvalget i Odense onsdag har byrådets aflønning på dagsordenen.

Hvis udvalget siger ja til den fulde pakke i det fremsatte forslag, så vil udgifterne til byrødderne stige med 1,6 millioner kroner årligt. Det siger Enhedslisten nej til.

- Det kan jo ikke passe, at man kan sidde og bevillige sig selv lønforhøjelser på denne måde. Det er jo fuldstændigt ude af proportion med, hvordan det foregår på det almindelige arbejdsmarked. Det er borgernes surt-tjente skattekroner, og de skal ikke bruges til byrådets lønfest, siger rådmand og økonomiudvalgsmedlem Brian Skov Nielsen fra Enhedslisten i en pressemeddelelse.

Den holdning er Dansk Folkepartis Pernille Bendixen enig i. Hun mener, at det er en skidt signalværdi at sende til byens skattebetalere.

- Selve signalværdien bryder vi os ikke om. Vi har været igennem nogle meget hårde år, som har kostet arbejdspladser og vi gør, hvad vi kan for at skabe nye arbejdspladser. Alle er pressede på økonomien. Og så skal vi i byrådet have lønforhøjelse?, siger Pernille Bendixen til TV 2/FYN.

Dansk Folkeparti stemmer således nej, når forslaget kommer i byrådet. Men det ender nok med et ja, forestiller Pernille Bendixen sig. Stemmerne fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten vil ikke være nok til at afvise lønstigningen, som for et menigt byrådsmedlem som Pernille Bendixen vil være et plus på 19.664 kroner til en årlig løn på 188.634 kroner.  

Brian Skov Nielsen vil med et nej frasige sig en lønforhøjelse på 191.537 kroner, så hans årlige aflønning ville passere 800.000 kroner og lande præcist på 802.365 kroner.

Den nytiltrådte borgmester, Peter Rahbæk Juel (Soc.dem.), vil kunne opnå en løn på 1.103.327 kroner, som førstemand i Danmarks tredjestørste by.

Baggrunden for en mulig lønstigning er en aftale på Christiansborg mellem Venstre, Socialdemokratiet, Redikale, Konservative og Liberal Alliance fra sidste år. Her besluttede folketingspolitikerne, at borgmestres vederlag kunne stige med 31,4 procent med virkning fra 1. januar i år.

- Det er jo fuldstændigt uhørt, at man lige pludselig over natten får en lønstigning på 31,4 procent, uden at der følger ekstra arbejde, opgaver eller ansvar med. Vederlaget var jo allerede højt i udgangspunktet, og nu har en borgmester en årsløn på den gode side af en million kroner, og det er kommunekassen, der betaler, siger Brian Skov Nielsen.

Hos Socialistisk Folkeparti har man ikke taget stilling til forslaget, men vil tage snakken inden byrådsmødet i næste uge. Partiet 1. viceborgmester, Brian Dybro, siger til TV 2/FYN, at han synes det er fair, at fritidspolitikere får et vederlag, som dækker tabt arbejdsfortjeneste plus får afløning det forberende arbejde der ligger som lokalpolitiker.

- Men det er svært når vi selv skal beslutte det. For hvor ligger det rimelige niveau?, siger Brian Dybro.

Økonomiudvalget består af borgmester Peter Rahbæk Juel (Soc.dem.), rådmændene Susanne Crawley Larsen (Rad. V.), Jane Jegind (Venstre), Steen Møller (Kons.) og Brian Skov Nielsen (Enhedslisten).

Oversigt

    Oversigt