I det fynske folks tjeneste

Enhedslisten: Regeringen går ikke vidt nok

Pernille Skipper er kritisk overfor regeringens forslag.

Når Debat med Buch torsdag aften sætter gang i diskussionen om kravene for at blive dansk statsborger, vil uenigheden ikke kun være mellem regeringen og de borgerlige partier. Enhedslisten mener nemlig, at regeringens foreslåede lempelser af kravene er for få og små.

- Hele den der tanke om, at man skal teste mennesker, der har været længe i landet, går vi ikke ind for, siger Enhedslistens fynsk valgte folketingsmedlem Pernille Skipper.

Regeringen vil afskaffe den såkaldte indfødsretsprøve, hvor ansøgeren skal svare på 40 spørgsmål om dansk kultur og historie. I stedet vil regeringen indføre en såkaldt statsborgerskabstest, som i højere grad skal beskæftige sig med nutidige emner.

- På den måde får man jo heller ikke gjort op med uddannelsessnobberiet, det vil fortsat være nemmere for en akademiker end en håndværker at få statsborgerskab, siger Pernille Skipper.

I aftenens program diskuterer Pernille Skipper med socialdemokraternes Lennart Damsbo-Andersen, Dansk Folkepartis Alex Ahrendtsen, Venstres Jane Heitmann, den radikale næstformand Emil Dyred og formanden for integrationsrådet i Odense, Mahmoud Daoud.

Ved du noget? Så send os et tip