Enhedslisten vil droppe atomdepot

Kritik fra flere nabolande får nu Enhedslisten til at kræve en ny plan for opbevaring af dansk atomaffald.

Flere af Danmarks nabolande kritiserer den danske plan om at grave over 5000 kubikmeter atomaffald fra DTU Risø ned i et slutdepot et sted i Danmark.

Et af de steder, der er under overvejelse er Kertinge Mark ved Kerteminde, hvor det har mødt heftig modstand.

Kritikken er kommet i høringssvar fra blandt andet Tyskland, Polen og Sverige, skriver Ingeniøren, og det vækker nu genlyd på Christiansborg.

Enhedslisten mener, at den danske plan om et slutdepot skal skrottes.

- De mange negative høringssvar har overbevist mig om, at den danske strategi med placering af atomaffaldet fra Risø i et slutdepot ikke er forsvarlig på det grundlag, vi kender i dag, siger Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, i en pressemeddelelse.

De tyske og polske myndigheder er så forbeholdne over for de danske planer, at de nærmest direkte frabeder sig, at affaldet placeres på Lolland eller Bornholm - tæt på de to landes respektive grænser.

- Således påpeger for eksempel det tyske miljøministerium, at ikke alt det danske atomaffald er ufarligt efter få hundrede år, sådan som det hævdes af Dansk Dekommissionering, og anbefaler, at man ikke satser på et overfladenært depot, siger Per Clausen.

Enhedslisten mener, at Danmark bør satse på et mellemdepot i stedet for et slutdepot.

- Jeg er ikke i tvivl om, at vi i første omgang må vælge et mellemdepot, som man da også har gjort i andre europæiske lande.

- Vi er forpligtet til at finde en holdbar løsning, men hvis vi ikke på det nuværende grundlag er i stand til at til at gennemføre en fuldt forsvarlig permanent løsning, vil det være langt mere ansvarligt at nøjes med en midlertidig løsning, siger Per Clausen.

En politisk beslutning er ifølge Ingeniøren udskudt til efter det kommende folketingsvalg.

Oversigt

    Oversigt