Enhedslisten vil have ophævet anlægsloftet

Enhedslisten i Odense vil have regeringen til at forøge bloktilskuddet og ophæve det kommunale anlægsloft.

Anmodningen skal gå gennem byrådet i Odense, mener Enhedslistens Per Berga Rasmussen. Derfor vil han tage emnet op på næste byrådsmøde.

Her håber han at få resten af byrådet med til at opfordre regeringen og KL til at ophæve det kommunale anlægsloft og samtidig give en ekstraordinær forøgelse af bloktilskuddet.

- Regeringens officielle begrundelse for indførelse af det kommunale anlægsloft var, at der var en overophedning i bygge- og anlægssektoren. Det er ikke tilfældet længere. Siden årsskiftet har bygge- og anlægssektoren været i frit fald, siger Per Berga Rasmussen som begrundelse for sin anmodning.

Anlægsloftet har betydet, at mange kommuner har måtte begrænse vedligeholdelses- og udbygningsarbejder på de kommunale bygninger. I Odense blandt andet istandsættelsen af Ejbyskolen.

Per Berga Rasmussen mener, at et forøget bloktilskud også er nødvendigt for at kunne øge det kommunale vedligeholdelses- og udbygningsarbejde. Og det burde ikke være et økonomisk problem, mener han.

- Det bevidner de enorme midler, der er stillet til rådighed for den finasielle sektor, siger Per Berga Rasmussen.

Per Berga Rasmussen vil tage det op på byrådsmødet den 28. januar.

Oversigt

    Oversigt