Enighed om udbredelse af fiber på Fyn

Der ser nu ud til at være fælles fodslag mellem de fynske kommuner, Fyns Amt og el-selskaberne om udbredelsen af fiber-bredbånd til hele Fyn.

-


En overordnet plan skal sikre udbredelsen af bredbånd til hele Fyn
 

Der ser nu ud til at være fælles fodslag mellem de fynske kommuner, Fyns Amt og el-selskaberne om udbredelsen af fiber-bredbånd til hele Fyn.

Formanden for bredbånd Fyn, Bjørn Petersen, rettede i sidste måned en skarp kritik af de fynske energiselskaber for ikke at koordinere udbredelsen af bredbånd på Fyn.

I følge Bjørn Petersen kan det fynske samfund spare op mod én milliard kroner ved i fællesskab at planlægge nedgravningen af den fremtidige fiberoptiske infrastruktur.

Og nu ser det ud til, at kritikken har båret frugt. Efter et møde i sidste uge er kommunerne, amtet og el-selskaberne blevet enige om at tegne en slags grundstamme i det netværk, der i løbet af nogle år skal sikre kraftige fiberforbindelse til alle på Fyn. De nye fiberkabler kan transmittere både tv-signaler, telefoni og internet, der er op til 100 gange hurtigere end almindelige forbindelser i dag.

- Amtet og kommunerne er enige om, at bredbåndstemaet skal optages i regionplanen og i kommuneplanerne, bla. for at markere vigtigheden af denne nye infrastruktur for erhvervsudviklingen og den almindelige samfundsudvikling, siger Poul Weber(V), der er formand for Trafik- og miljøudvalget i Fyns Amt.

Oversigt

    Oversigt