Enkeltbillet erstattet af optimisme

Yasmin og hendes familie skulle oprindeligt have taget en enkeltbillet med flyet til Afghanistan lørdag. Men nu skal familiens sag behandles helt forfra og det giver nyt håb for familien.

Familien Ahadi har fået stor opbakning fra byen og skolen i Middelfart. Dagen, hvor udvisningen senest skulle være effektueret, er en speciel dag i Middelfart.

- Jeg tænker, at jeg er glad for at Yasmin og hendes familie stadig er her, og det giver mig tro på, at sagen ender lykkeligt, siger Helle Broen, der er mor til en af Yasmins klassekammerater.

Familien havde fået afslag på en ansøgning om opholdstilladelse, men sagen er nu sendt videre til Udlændingestyrelsen for at blive behandlet helt forfra. Udlændingestyrelsen skal vurdere, om der er taget hensyn til FNs Børnekonvention.

- Jeg synes, at sagen står godt nu. Med alle de historier der kommer frem, bliver politikerne nødt til at tage børnekonventionen alvorligt, siger Helle Broen.

Den nye ansøgning skal ligge klar inden den 1. februar.

- Vi har det lidt mere roligt nu, men jeg er også bekymret over hvad der skal ske i fremtiden. Jeg tror på det, og jeg håber det virkelig meget, siger Yasmin.

Oversigt

    Oversigt