Enker vinder over Fyens Stiftstidende

To enker efter tidligere medarbejdere på Fyens Stiftstidende har vundet en voldgiftssag mod avisen. Avisen nægtede at udbetale 100.000 kroner til hver fra virksomhedens gruppelivsdækning.

En klar aftale

Enkernes mænd var grafikere på Fyens Stiftstidende, da avisen indgik en fratrædelsesaftale med dem i år 2000. Den indebar blandt andet fortsat dækning under virksomhedens gruppelivsforsikring.

Da enkerne gjorde deres krav gældende, tolkede avisens ledelse det sådan, at de tidligere medarbejdere skulle have givet tilsagn om at de ønskede fortsat dækning.

Fagforeningen HK/Privat mente dog, aftalen var indgået med grafikerne som gruppe, og at den enkelte ikke behøvede give tilsagn. Derfor anlagde HK/Privat en voldgiftssag mod Fyens Stiftstidende og fik medhold.

Gælder 13 andre

Afgørelsen kan få betydning for 13 andre kvinder, hvis mænd var grafikere på samme tidspunkt. Hvis deres mænd dør inden de fylder 65 år, har de samme ret som de to fra voldgiftssagen. Enten må avisen tegne en gruppelivsforsikring for dem eller selv dække forsikringsbeløbet.

Oversigt

    Oversigt