Er 71-årige Jette den sødeste kassedame?

Fredag falder afgørelsen. Her finder to kassedamer fra Fyn ud af om de er de sødeste af slagsen i Danmark.

- Det er næsten som med børnene og juleaften. Jeg får helt ondt i maven - bare af at vente.

Det siger Jette Clausen. Hun er 71 år, ansat i Rema 1000 på Sandhusvej i Odense, og så er hun den ene af to finalister fra Fyn i konkurrencen om at blive "Danmarks sødeste kassedame".

Det er ugebladet Hjemmet, som står for konkurrencen, hvor fem kassedamer m/k - fire kvinder og en mand - er i finalen. Afstemningen foregår elektronisk - klik her - og sidste chance for at stemme på favoritten er i morgen, fredag 17. marts.

Men uanset udfaldet af afstemningen, så er Jette Clausen en vinder hos kunderne på Sandhusvej.

- Jeg elsker mit arbejde. Jeg elsker mit arbejde. Det er det, der holder mig i gang ... og også hjernecellerne, siger Jette Clausen. 

Hun tager turen ind til Odense fra sit sommerhus på Nordfyn. Det har hun gjort i syv et halvt år og udover, at hun kun har haft en sygedag siden hun blev ansat, så er hun også frisk på at tage en ekstra tørn - og ikke mindst frisk på en snak med kunderne.

"Hun er altid smilende, sød og venlig og kommer med en god kommentar", "hun er så sød og rar at snakke med" og "hun er altid tjenstvillig og med på en spøg" er bare nogle af de skudsmål den populære kassedame får med på vejen.

Gode odds: Jette eller Hanne

Udover Jette Clausen er kasse-kollegaen Hanne Skov Andersen blandt de fem finalister. Hun er ansat i SuperBrugsen i Næsby.

Hanne Skov Andersen er 53 år og har ligesom Jette Clausen tidligere givet udtryk for sin glæde for jobbet som kassedame.

- En glad kassedame giver jo glade kunder. Og jeg er altså bare glad, og jeg elsker mit job, siger Hanne Skov Andersen.

De sidder bag kassen, og giver dig et venligt smil og en sød replik, mens dine varer løber over båndet. Nogle af dem gør det så godt, at ugebladet Hjemmet har oprettet en kåring: Danmarks sødeste kassedame. Dem har vi en del af på Fyn, og to af de fem finalister er fra Odense. Her kan du møde Hanne Skov Andersen fra Super Brugsen i Næsby.

Oversigt

    Oversigt