Forældreopråb fylder de fynske byer: Er der plads til demonstranterne?

I fire fynske byer gør forældre klar til at råbe op. Men i Nyborg så det lørdag formiddag ud som om, at der måske ikke var plads til alle demonstranterne.

Lørdag er mange forældre i hele landet klar til at stå sammen for at kræve minimums-normeringer i daginstitutionerne - og de fynske forældre er også klar.

quote Såvidt jeg har kunnet høre rundt omkring, så tager de forældre, der kommmer, bedsteforældre, børn og naboer med til demonstrationen.

Mia Skov Jensen, arrangør af demonstrationen i Nyborg

På Fyn er der arrangeret demonstrationer i fire byer klokken 13. Det drejer sig om Odense, Assens, Nyborg og Svendborg. 

- Det er nu, vi skal stå sammen. Vi skal gøre op med de dårlige normeringer i daginstitutionerne, der grænser til omsorgssvigt fra kommune og stat, lyder det fra arrangørerne af de landsdækkende demonstrationer, der går under det fælles slogan "Hvor er der en voksen?". 

Det er både forældre, fremtidige forældre, bedsteforældre og i princippet alle andre, der vil bakke op om flere pædagoger, der lørdag møder op til de mange demonstrationer rundt omkring i landet. 

Mia Skov Jensen, der er arrangør på demonstrationen i Nyborg på Fyn, glæder sig til at se, hvor mange der møder op. 

- Lige nu er der 96, der har skrevet, at de kommer inde på vores facebookside. Men jeg tror på, at der er mange flere, der dukker op. Såvidt jeg har kunnet høre rundt omkring, så tager de forældre, der kommmer, bedsteforældre, børn og naboer med til demonstrationen, fortæller hun til TV 2/Fyn.

- Så vi skal nok blive en hel masse.  

Faktisk er demonstrationen i Nyborg og Assens dem, hvor der er færrest, der har tilkendegivet, at de deltager på Facebook. I Assens har omkring 60 trykket deltager, mens der i Odense og Svendborg er 520 og 440, der har tænkt sig at dukke op lørdag klokken 13. 

Men alle steder på Fyn er der en forhåbning om, at der dukker mange flere op. I Assens regner man ifølge arrangørerne med, at der kommer hele fire til seks gange så mange, som dem, der har tilkendegivet det på Facebook. 

HER STARTER DEMONSTRATIONERNE PÅ FYN

Skal dele pladsen med bilerne

I Nyborg dukkede der lørdag formiddag et uventet problem op. På pladsen foran rådhuset, hvor demonstrationen skulle ende, var der fyldt med biler - og derfor meget lidt plads til demonstranterne. 

- En, der skulle holde tale til demonstrationen, sendte mig et billed i morges og sagde, at der var sket en fejl, fortæller Mia Skov Jensen, der er arrangør af demonstrationen. 

På billedet kunne man se, at kommunen havde opsat et skilt, hvor der stod, at man ikke måtte parkere på pladsen fredag mellem 13 og 15. Men der skulle egentlig have stået lørdag. 

Derfor var pladsen fyldt med biler lørdag formiddag. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

- Jeg tog der ind for at se, om jeg kunne pille dagen af skiltet. Men det kunne jeg ikke, fortæller arrangøren. 

 Omkring klokken 12 fik Mia Skov Jensen dog den glædelige nyhed, at der nu ville blive sendt én fra kommunen, der kunne guide bilerne væk, så der i hvert fald ikke kom flere biler og parkerede på pladsen. 

- Men de biler, der holder der allerede, må vi jo bare stå iblandt og håbe på, at vi kan være der, lyder det fra hende. 

Opråb startede som dokumentar

Baggrunden for demonstrationerne er et forældreopråb baseret på DR-dokumentaren "Hvem passer børnene?", der skildrede de pressede forhold i daginstitutionerne.

Ifølge arrangørerne er pædagogernes hverdag for travl, og det går ud over børnene. Folketinget har for nylig nedstemt et forslag om minimumsnormeringer i daginstitutionerne, der skal sikre, at en pædagog ikke sidder alene med 20 børn, der skal have mad og skiftes ble på.

Folkene bag demonstrationerne ønsker at gøre politikerne opmærksomme på situationen inden det kommende folketingsvalg.

Du kan få flere informationer omkring demonstrationen på "Hvor er der en voksen?"-hjemmesiden. 

Oversigt

    Oversigt