Er du frisk på at danse? Her må publikum danse med

DIN stemme og DINE dansetrin er en del af forestillingen. Danseforestillingen ToyBoy er med på tendensen om at inddrage publikum.

I Svendborg er en kvinde lukket ind i en stor gennemsigtig badebold. Og mens hun synger, bliver den sat i bevægelse af en mandlig danser. 
Det er en af scenerne i sART DanseTeaters nye forestilling ToyBoy, hvor publikum også  får lov til at være en direkte del af forestillingen.

- Jeg synes, det bliver mere vedkommende, hvis folk bliver inddraget lidt mere, fortæller Sofie Christiansen, der er kunstnerisk leder og koreograf, sART DanseTeater.

Og netop det med at give publikum en rolle i forestillinger er en tendens, man ser oftere og oftere i det danske kulturliv. Det kan Jakob Bjerregaard Engman genkende. Han er teaterchef på Baggårdteatret, hvor forestillingen opføres.

 

Forestillingen ToyBoy
Forestillingen ToyBoy

- Der er ingen tvivl om, at teaterfolk bliver mere og mere bevidste om, hvor vigtigt det er at få folk på banen. I forhold til alle mulige andre udtryksformer, så er det teatrets store styrke, at vi skaber oplevelser nu og hersammen med publikum i et rum.

 

I ToyBoy kan publikum blandt andet opleve at høre deres egen stemme i forestillingen, og danserne giver dem masker på.

Det er ikke kun koreografen, der har tænkt over, hvordan publikum bliver en aktiv deltager. Luise Midtgaard er scenograf, og hun fortæller at det har været vigtigt at skabe et intimt rum, hvor publikum er nødt til at være med.

- Her kan publikum komme tæt på danserne, og danserne kommer tæt på publikum. Og der er det ikke muligt for publikum bare at trække sig tilbage til en voyeur-position.

Og det giver ifølge hende forestillingen en ganske særlig stemning.

- Det intime rum skal stadig være trygt. Det handler ikke om at udstille publikum, det skal være rart at være her. Men det skal være intenst at være her.

Men hvis det bliver FOR intenst er publikum ikke tvunget til at deltage i forestillingen, fortæller Sofie Christiansen.

Du kan også bare læne dig tilbage og kigge på de andre og tænke "hold da op, de er sindssyge"

- Du kan også bare læne dig tilbage og kigge på de andre og tænke "hold da op, de er sindssyge", eller hvad du nu tænker. Det er helt op til dig selv.

Hvis du alligevel er frisk, er der ifølge Sofie Christiansen også mulighed for at komme helt op på scenen.

- Vi tilbyder folk at komme op og danse, hvis de har lyst til det.

Forestillingen spiller frem til 22. april i Svendborg og derefter i København.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt