Erfaringen sejrede i Nyborg

Mange års erfaring fra strandene blev udslagsgivende i finalerne, da Fanta Beachvolley Tour 2004 i denne weekend startede på Nyborg Strand. Hos kvinderne vandt Karin Iversen, dansk beachvolleys vel nok største kvindelige profil i de seneste år, sammen med en ny makker, Thilde Emilie Møller. Og hos mændene var det rutinerede fynske brødrepar Peter og Thomas Lyø de stærkeste.  

-

Mange års erfaring fra strandene blev udslagsgivende i finalerne, da Fanta Beachvolley Tour 2004 i denne weekend startede på Nyborg Strand. Hos kvinderne vandt Karin Iversen, dansk beachvolleys vel nok største kvindelige profil i de seneste år, sammen med en ny makker, Thilde Emilie Møller. Og hos mændene var det rutinerede fynske brødrepar Peter og Thomas Lyø de stærkeste.  

Weekenden kom også til at stå i vejrets tegn. Den danske sommer bød på både sol, regn, hagl og om søndagen en hel del blæst. Men det ødelagde ikke det gode spil og det gode humør hos spillerne over, at Fanta Touren nu er i gang.  

Svensk taktik slog fejl
Hos kvinderne kom finalen til at stå mellem det topseede svenske par, Frida Malmström/Eva Jönsson, og Karin Iversen/Thilde Emilie Møller. Begge hold havde godt styr på blæsten, og det blev en velspillet finale.

Svenskerne, der sidste år besøgte Fanta Tour tre gange med to andenpladser til følge, måtte endnu en gang nøjes med at være næstbedst.

De lagde taktikken an på at serve imod Karin Iversen, men kampen igennem viste Karin Iversen sin erfaring og sit store slagrepertoire. Og da hævningerne fra Thilde Møller, som til daglig hæver for Lyngby, samtidig lå godt, gav den svenske taktik ikke bonus.  

Kampen om tredjepladsen blev vundet af sidste års sølvvindere, Tine Roe Eriksen og Charlotte Krøyer, der besejrede de andenseede Sanne Olesen/Susanne Brogaard.

Tredjeseedede Henriette Bjerrum/Maja Pilgaard måtte nøjes med en femteplads.  

Kraftbetonet finale
Mændenes finale blev en kraftbetonet forestilling. Med Lyø-brødrene på den ene side og Jonas Napier/Bo Søderberg på den anden var det fire spillere, der hellere ville smashe end placere modstanderne ud.

Det blev den fynske erfaring, der tog stikket hjem efter en nervepirrende afslutning på både 2. og 3. sæt. Lyø-brødrene fik ellers en langsom start på stævnet, men spillede sig op og blev fortjente vindere.  

Dermed levede de tidligere tredobbelte danske mestre op til deres topseedning. Andenseedede Lars Mayland/Jakob Martens måtte til gengæld nøjes med en femteplads.

Kampen om tredjepladsen blev et opgør mellem to af sæsonens nye par. Kim Kaszas/Lars Lunde slog Andreas Olesen/Jens Larsen 2-1. Det svenske wildcard Henrik Link/Nicolas Martin-Vivaldi skuffede noget og blev kun nummer 13.  

Kampfakta fra Nyborg Strand

  • Kvindernes finale: Karin Iversen/Thilde Emilie Møller - Frida Malmström/Eva Jönsson 2-1 (21-17, 15-21, 15-11)
  • Kvindernes 3.-4. plads: Tine Roe Eriksen/Charlotte Krøyer - Sanne Olesen/Susanne Brogaard 2-0 (21-19, 21-16)  
  • Mændenes finale: Thomas Lyø/Peter Lyø - Bo Søderberg/Jonas Napier 2-1 (21-16, 22-24, 16-14)
  • Mændenes 3.-4. plads: Kim Kaszas/Lars Lunde - Andreas Olesen/Jens Larsen 2-1 (21-15, 13-21, 15-11)

Oversigt

    Oversigt