Erhvervsliv: Realisér Projekt Fremtiden på busterminalen

Erhvervsforening i åbent brev til Faaborg-Midtfyns politikere: Vi vil ikke have boliger af nogen art på den gamle slagterigrund.

Folkene bag erhvervsforeningen Vores Havn, der kæmper for en slagterigrund uden boliger, har nu i et åbent brev til Faaborg-Midtfyns politikere lagt et nyt forslag på bordet.

quote Da Faaborg -Midtfyn Kommune i sin Masterplan tidligere har udlagt Busterminalgrunden til lejligheder og ferielejligheder og da grunden er netop den størrelse, der tænkes udnyttet til Projekt Fremtid, er det Vores Havns forslag, at Projekt Fremtid realiseres på busterminalgrunden.

Foreningen Vores Havn

Det gør de efter et dialogmøde om slagterigrundens fremtid 31. oktober og efter havnevandringen 1. november om Slagterigrunden og Faaborg Havn.

På begge møder fremlagde embedsmændene ifølge foreningen et oplæg, der lagde op til boliger på slagterigrunden - boliger i form af ferielejligheder og lignende.

Ferieboligerne er en del af kur- og rekreations-projektet, der går under navnet Projekt Fremtiden. 

Men foreningen ønsker hverken helårsboliger eller ferieboliger på slagterigrunden.

- Vores Havns tydelige opfattelse er, at boliger er boliger, uanset om det er lejligheder/ferie-lejligheder/ værelser/ stuer el.lign. Er der en seng, en dyne en hovedpude er det kategoriseret, som en bolig, skriver foreningen.

Flyt Øhavsmuseet til slagterigrunden

Og derfor har erhvervsforeningen nu lagt et nyt forslag på bordet.

- På borgermøderne fremgik det, at Projekt Fremtid havde behov for et areal svarende til 1/3 af slagterigrunden. Da Faaborg -Midtfyn Kommune i sin Masterplan tidligere har udlagt Busterminalgrunden til lejligheder og ferielejligheder og da grunden er netop den størrelse, der tænkes udnyttet til Projekt Fremtid, er det Vores Havns forslag, at Projekt Fremtid realiseres på busterminalgrunden, skriver foreningen.

Til gengæld ønsker foreningen at flytte det nye Øhavsmuseum fra Busterminalen til slagterigrunden.

- Øhavsmuseets koncept ville med sin placering på slagterigrunden falde helt i tråd med de visionsplaner, Faaborg Sejlklub har i forhold til maritim inddragelse af skolebørn i Faaborg med omliggende skoler.

- Med en snarlig udmelding om etablering af Øhavsmuseum og øvrige maritime virksomheder på slagterigrunden ville de aktører, der driver virksomhed ved og omkring slagterigrunden, kunne gå i gang med planlagte investeringer uden at skulle frygte for kommende boliger på grunden.

Foreningen Vores Havn

Oversigt

    Oversigt