I det fynske folks tjeneste

Erhvervslivet havde budgetteret med togstop i Langeskov

02:04

I Langeskov frygter man, at investorer ikke længere er interesseret i Langeskov, nu hvor togstationen er udskudt på ubestemt tid.

1 af 2

I Langeskov har udskydelsen af togstationen skabt rystelser i det lokale erhvervsliv.

Mange virksomheder har nemlig forlængst lagt planer i forventning om, at stationen skulle komme.

Et boligprojekt i Langeskov Nord er et af dem, der kan blive berørt af at den togstation, der skulle have stået færdig senere på året, er udskudt på ubestemt tid.

- Vi igangsatte projektet, da vi fik nyheden om, at togstoppet kom i Langeskov. Så det var alene årsagen til, at vi igangsatte det, selvfølgelig i en tid, hvor finanskrisen blussede på det højeste, siger Jacob Knudsen, tømrer og entreprenør i Mogens Knudsen A/S i Langeskov.

Trækker følehornene til sig

I Langeskovcentret har en virksomhed vist interesse for at leje eller købe et større tomt butiksareal.

- Det de spørger om, det er, hvornår kommer stationen. Hvad er datoen for det. Den har vi kunnet give dem hidtil, det kan vi ikke længere, så vores frygt er, at de trækker følehornene til sig, siger Michael Nielsen, formand for Langeskov Handel.

Stationen er udskudt, fordi den bliver godt 17 millioner kroner dyrere end de afsatte 54 millioner kroner. Og selvom der kun er tale om en udskydelse, er det nok til at skabe usikkerhed.

- Når vi som privat aktør bliver bedt om at involvere os og gøre os klar, så er det mindste vi kan forlange, det er at få en dato, siger Michael Nielsen.

Langeskovcentret har brugt et par millioner på at shine centrets facade op i forventning om togstationens komme.

- Vi har brugt et par år på at forberede os på, at stationen skulle komme, vi har brugt en masse penge på vores nye facader, gjort centret klar, gjort det flot og indbydende til en masse mennesker, som skulle komme til byen og gøre byen interessant, siger Michael Nielsen.

Meget på spil

Lokale ejendomsmæglere har markedsført huse til salg med den kommende station gennem længere tid, og i det hele taget er der meget på spil.

- Der er rigtig mange erhvervsdrivende, både i Langeskov og Kerteminde Kommune som helhed, der er i gang med mange initiativer, og det er klart, at de bliver usikre på deres investering, og i hvert fald usikre på at sætte yderligere aktiviteter i gang, indtil man med sikkerhed ved, om det bliver til noget eller ej, siger Jens Haugaard, der er formand for Kerteminde Erhvervsforening.

Ved du noget? Så send os et tip