Erik Simonsen: Et søm til kisten

Ny Alliances socialrådmand i Odense, Erik Simonsen, betegner partiets fremtid som "megasort", og han overvejer nu selv, om han fortsat vil være en del af partiet.

Eriks Simonsens udmelding kommer på dagen, hvor den ene af partiets folketingsmedlemmer, Malou Aamund, meddelte, at hun skifter til Venstre. Dermed er der kun tre tilbageværende Ny Alliance-politikere på Christiansborg.

- Det er klart, at det ikke er godt. Det er endnu et søm til Ny Alliances kiste. Og jeg må erkende, at løbet er ved at være kørt, for det ser megasort ud nu, siger han til TV 2/FYN.

Tre partier er muligheder

Erik Simonsen meldte sig ind i Ny Alliance i maj, da partiet lige var blevet dannet og stormede frem.

Siden er det dog gået kraftigt ned af bakke for det unge parti, der i nogen meningsmålinger nu kun står til at få 0,4 procent af stemmerne ved et kommende folketingsvalg.
- Jeg har brug for en tænkepause nu, så jeg kan vurdere min egen fremtid i partiet. Hvis folk hele tiden falder fra, er der ikke mere at komme efter. Så må vi lukke og slukke, siger Erik Simonsen.

Han skal mandag mødes med den odenseanske partigruppe. Her skal de drøfte, om der overhovedet er en fremtid for Ny Alliance i Odense.

Erik Simonsen siger, at det afgørende for ham bliver, om partiets to tilbageværende stiftere, Naser Khader og Anders Samuelsen, kan komme med et godt bud på, hvordan det sønderskudte parti kan fortsætte.
- Det er ærgerligt, for jeg synes, at vi har et godt program og vores gruppe her i Odense har fungeret rigtigt godt, siger han til TV 2/FYN.

Vælger Erik Simonsen at melde sig ud af Ny Alliance, vil han enten blive løsgænger eller skifte til et andet parti. Ifølge ham selv vil han i så fald skifte til enten Venstre, De Konservative eller Kristendemokraterne.

Også den fynske folketingskandidat Henriette Berwick, der er formand for partiet i Odense, har svært ved at se lyst på partiets fremtid.
- Jeg synes også, at det ser meget, meget sort ud. Malou Aamond har reelt givet partiet dødsstødet. Det er en tung dag, siger hun til TV 2/FYN.

Hu afventer - som Erik Simonsen - nu også på en udmelding fra partiets stiftere.

Oversigt

    Oversigt