I det fynske folks tjeneste

Eriksen forlænger med Ajax

Den danske fodboldspiller Christian Eriksen har forlænget sin kontrakt med hollandske Ajax Amsterdam med tre år, så den løber frem til sommeren 2014.

Christian Eriksen har nu kontrakt med Ajax Amsterdam indtil 2014.

Tre år mere

Det går forrygende for den unge midtbanespiller Christian
Eriksen i den hollandske storklub Ajax Amsterdam. Mandag skrev
parterne under på en ny aftale, som binder danskeren til klubben
i yderligere tre år.
Den gamle kontrakt udløb i juni 2011, men nu har Eriksen
forlænget sin kontrakt, så den løber helt frem til sommeren
2014.

God sæson

- Selv om der har været mange rygter, har jeg aldrig tænkt på
at forlade klubben. Jeg vil ikke spille for andre klubber end
Ajax, siger Christian Eriksen til klubbens hjemmeside.

Christian Eriksen har haft en god sæson for Ajax, hvor det
overraskende hurtigt er blevet til fast spilletid. I foråret har
Ajax-træner Martin Jol benyttet sit unge talent i både kampene i
den hollandske Æresdivision og i flere kampe i Europa League.

Har lært en masse

- Jeg har lært en masse, lige fra sproget til den taktiske del
af spillet, siger den 18-årige offensive midtbanespiller.
I 2008 skiftede Christian Eriksen fra OB til talentholdet i
Ajax, og den 17. januar i år fik danskeren debut for Ajax i en
ligakamp mod NAC Breda.

Siden da er det i alt blevet til 18 ligakampe, to kampe i
Europa League og to kampe i den hollandske pokalturnering.
I begyndelsen af marts fik Christian Eriksen debut for det
danske landshold i en venskabskamp på udebane mod Østrig.
/ritzau/