Eriksen gjorde igen forskellen: Jeg rider på en bølge

Christian Eriksen scorede for femte landskamp i træk, da han afgjorde VM-kvalifikationskampen mod Montenegro.

Der er tilsyneladende ingen ende på den målstrøm, som Christian Eriksen flyder med på det danske fodboldlandshold i øjeblikket.

Tottenham-stjernen var med et fladt skud manden bag det mål, der sikrede Danmark 1-0-sejren på udebane i Montenegro. Det er femte landskamp i træk, han kommer på måltavlen.

- Jeg får jo chancerne, og så får den et hvæs. Heldigvis går bolden ind i øjeblikket. Måske stopper det på et tidspunkt, men ikke lige pt., siger Christian Eriksen.

Han var igen en af Danmarks mest markante spillere fra sin position på den offensive midtbane, og Eriksen mener selv, han spiller på sit hidtil højeste niveau i sin karriere.

- Jeg føler mig rigtig godt tilpas på banen, ligesom jeg gør i klubben. Jeg føler, jeg har overskud og en god selvtillid, og jeg træffer for det meste de rigtige beslutninger.

- Det hele startede i midten af sidste sæson, og jeg tror, jeg rider på en bølge. Det bliver forhåbentlig ved, siger Christian Eriksen.

Han var en af seks spillere, der var i karantænefare, og han erkender, at det sad i baghovedet, at han med en advarsel ville gå glip af søndagens afsluttende gruppekamp mod Rumænien.

- Jeg ville virkelig gerne spille den næste kamp, og det gjorde nok, at jeg trak mig lidt engang imellem. Når jeg er så langt fremme på banen, er chancen for at koste noget ret lille, siger han.

Med målet i Montenegro er Eriksen nu oppe på 17 scoringer i 72 landskampe.

Oversigt

    Oversigt