Eriksen: Jeg får hård konkurrence i Tottenham

Christian Eriksen er afklaret med, at han i sin nye klub Tottenham ikke længere er sikker på fast spilletid.

Christian Eriksen har i flere sæsoner været selvskrevet til holdet i sin klub, men den luksus stopper formentlig i de kommende måneder.

Landsholdsstjernen er klar over, at han med skiftet fra Ajax til Tottenham kommer til at kæmpe hårdt for spilletiden i en klub, der har et væld af midtbanespillere.

- Jeg har fået at vide, at man skal kæmpe for sin plads, for der er hård kamp om pladserne. Der er rigtig mange midtbanespillere, men jeg vil håbe, det falder ud til min fordel. Det bliver hårdt, det er helt sikkert, siger Christian Eriksen.

- Man skal selvfølgelig lige vænne sig til det hele, og jeg tror da heller ikke, at alt vil fungere 100 procent fra starten. Men i England er der så mange kampe, og jeg håber, jeg kommer til at spille mere, end jeg sidder på bænken.

Christian Eriksen er ankommet til landsholdets træningslejr i Helsingør forud for VM-kvalifikationskampene mod Malta og Armenien.

Med sig har han et nyt prædikat som den dyreste danske spiller nogen sinde, efter at Tottenham betalte knap 100 millioner danske kroner for den 21-årige playmaker.

- Det har jeg læst. Det skulle være en enkelt million mere, end Jesper Grønkjær kostede, så det er da meget sjovt. Det kan man smile af, men det er ikke noget, der lægger noget særligt pres på mig, siger Christian Eriksen.

Han deltog i Tottenhams træning i lørdags, men den nye tilværelse i Premier League starter først for alvor, når landskampene er overstået, og han vender tilbage til London.

Her venter den nye manager André Villas-Boas på sin nye danske stjerne.

- Foreløbig har jeg kun haft en meget kort samtale med Villas-Boas. Men han er en rigtig dygtig træner, og da jeg trænede med, fik jeg også et virkelig godt indtryk af ham, lyder det fra Christian Eriksen.

Men først gælder det altså opgaverne for Danmark, og det bliver alvor fredag aften, når det gælder kampen mod Malta på udebane.

Oversigt

    Oversigt