I det fynske folks tjeneste

Eriksen klar til hurtig udrykning til Middelfart

Åge Hareide roser Eriksen for sin koncentration på træningsbanen, selv om Eriksen kan blive far når som helst.

Christian Eriksen kan blive far hvornår det skal være. Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Foran Hotel Marienlyst i Helsingør, fodboldlandsholdets spillerhotel, står fortsat en bil, som Christian Eriksen kan benytte i det øjeblik, kæresten Sabrina bliver sat i fødsel.

Indtil det bliver aktuelt, har fynboen ingen problemer med at koncentrere sig fuldt ud om landsholdets VM-forberedelser.

Læs også Eriksen kan forlade VM-lejr: Fodbold må vige for fødsel

- Det er jo bare at vente, man kan ikke gøre så meget andet. Det er nemt at abstrahere fra, siger Eriksen.

Onsdag kunne han gennemføre endnu en træning på Helsingør Stadion uden at blive afbrudt.

- Jeg har telefonen med til træning, og jeg har nogen til at holde den, så hvis der sker noget, så skal jeg nok høre det. Men når jeg er på banen, så fokuserer jeg på andre ting, siger Eriksen.

Landstræner Åge Hareide roser sin nøglespiller for koncentrationen under træningerne. Samtidig håber landstræneren dog også, at Eriksen snart kan kalde sig far, så fødslen ikke finder sted tættere på VM.

- Han kan lide at spille fodbold, og man kan ikke mærke det på ham. Så jeg er ikke bekymret, selv om han måske må løbe afsted, når han får beskeden. Så det vil være fint at få det overstået.

Læs også Kolleger vælger Eriksen til årets hold i Premier League

- Datoen for fødslen er lige rundt om hjørnet, og jeg håber, at han snart får et barn, jo før jo bedre, siger Hareide.

Ud over VM-forberedelser og en rolle som vordende far er Eriksens fremtid også et hedt samtaleemne.

Tirsdag havde Barcelona-mediet "Sport" danskeren på forsiden og koblede ham til et skifte til FC Barcelona.

Onsdag havde Madrid-mediet "Marca" også danskeren på forsiden som en mulig afløser for Luka Modric i Real Madrid. Forsiderne preller af på Tottenham-danskeren.

- Jeg gider ikke at snakke om rygter, siger Eriksen med korslagte arme.