Eriksen om Barcelona-rygter: Intet at tage stilling til

Christian Eriksen er varm på rygtebørsen, men han slår fast, at han ikke har fået tilbud fra storklubber.

Sommerpausen, når de nationale ligaer ligger stille, er højsæson for transferrygter, og et af de varme navne er den danske landsholds- og Tottenham-profil fra Middelfart Christian Eriksen.

Efter endnu en stærk sæson i Tottenham bliver fynboen kædet sammen med flere af verdens største klubber - ikke mindst FC Barcelona.

Onsdag bragte det catalanske sportsmedie El Mundo Deportivo en historie om, at Eriksen står højt på listen over potentielle sommerindkøb i den detroniserede spanske mesterklub.

Selv tager Eriksen dog al postyret i temmelig tilbagelænet stil. Efter en årrække i de ombejlede fodboldspilleres A-kæde er han vant til være hovedperson i agurketiden.

Om han overhovedet er interesseret i at forlade Tottenham, vil han ikke forholde sig til, før der foreligger en konkret interesse.

- Du kan drømme om det, og du kan håbe på det. Men hvis der ikke kommer nogle tilbud, er der heller ikke noget at tage stilling til.

- Jeg tror da alle drømmer om at få muligheden for at komme til nogle klubber, om man så siger ja eller nej, det må man se til den tid, siger Christian Eriksen.

Svært at takke nej til Barcelona
Han udtalte for nylig, at det ville være svært at sige nej til FC Barcelona, som hans tidligere landsholdskollega Daniel Agger gjorde for nogle år siden, da klubben ville have hans underskrift. 

- Agger sagde nej og valgte at blive i Liverpool. Det kan være, jeg havner i samme situation. Det er noget, man tager stilling til, når det kommer, siger Christian Eriksen.

Skulle det gyldne tilbud udeblive, kan han se frem til at fortsætte hos fremstormende Tottenham, hvor han har fået en mere og mere central rolle med årene.

- Lige fra starten, da jeg kom til Premier League, har jeg villet bevise, at jeg kunne være med.

- Der var mange, der skrev, at jeg nok var for lille, men jeg har fået bevist, at det ikke betyder noget, hvis man gerne vil det og har muligheden for det.

- Indtil videre har det været fire rigtig gode sæsoner, og forhåbentlig bliver det også fem eller seks. Det må vi finde ud af, siger Christian Eriksen.

Oversigt

    Oversigt