I det fynske folks tjeneste

Eriksen på vej til Italien

Fodboldspilleren Christian Eriksen er muligvis på vej til det nordlige Italien og storklubben AC Milan.

Den 19-årige fynbo, som i den forgangne sæson formåede at stige i graderne hos Ajax Amsterdam og nu er fast inventar på førsteholdet, imponerede AC Milan, da han i sidste sæsons Champions League-turnering spillede en storkamp mod holdet på udebane, ifølge avisen Corriere dello Sport. Det skriver Tribalfootball.com.

På San Siro stadion i Milano vandt Ajax Amsterdam meget overraskende 2-0 over AC Milan, og det var i høj grad Christian
Eriksens fortjeneste.

Og den opvisning har åbenbart gjort så stort indtryk, at AC Milan ønsker at købe danskeren.

Det hollandske storhold skyndte sig da også at sikre sig Eriksens underskrift på en ny kontrakt med udløb i 2014 efter succesen mod AC Milan.

Men den slags er der råd for: Store og mange eurosedler, og det er AC Milan åbenbart villig til at honorere, ifølge Corriere dello Sport.

Christian Eriksen scorede seks mål i sine 28 ligakampe for Ajax Amsterdam i den netop overståede sæson.
Klubben vandt mesterskabet i den sidste spillerunde.

Også AC Milan sluttede øverst i år. Mesterskabet blev sikret med en afstand på seks point til naboholdet Inter.