Eriksen tror på VM-billet: Vi har alt at spille for

Christian Eriksen vurderer, at Danmark kan stikke af fra de andre hold i kampen om andenpladsen i VM-gruppen.

Det danske fodboldlandshold kan sagtens spille sig til VM i Rusland næste år trods søndagens 0-0-kamp ude mod Rumænien.

Det kræver en andenplads i gruppe E og en samlet sejr i to playoffkampe, og det kan Danmark fortsat nå, mener Christian Eriksen.

- Vi er stadig med i VM-kvalifikationen. Der er ikke nogen grund til at give op. Vi har masser af kampe tilbage at spille.

- Som situationen er, så er et point i Rumænien i princippet ikke godt nok. Men vi har stadig alt at spille om, understreger Eriksen.

Danmark er placeret på tredjepladsen i gruppen med syv point efter fem kampe. Montenegro har også syv point, men en bedre målscore end danskerne.

- Vi står jo bedre, hvis du kigger i tabellen. Vi har stadig en ærgerlig fornemmelse over, vi ikke fik de tre point med den kamp, vi spillede.

- Vi ligger á point med Montenegro, og det gør måske, at vi kan have en roligere følelse om, at vi godt kan nå det.

- Vi skal selv spille mod Montenegro, og vi har nogle kampe, hvor vi kan stikke af fra de andre hold.

- Med fem sejre eller det, der er tæt på, så tror jeg stadig på, vi kommer med til VM, insisterer Eriksen.

Danmark skal en tur til Kasakhstan i den næste gruppekamp 10. juni, og den skal vindes.

- Jeg glæder mig til at spille i Kasakhstan. Jeg tror, det bliver en spændende kamp. Vi skal sætte os i en endnu bedre position i forhold til at komme til VM.

- Alle vil gerne spille og være med til få os endnu tættere på det, vi gerne vil, lyder det fra Tottenham-spilleren.
 I søndagens kamp i Cluj havde Danmark flere chancer til at få scoret, og Eriksen brændte selv en stor mulighed.

- Den ærgrer mig meget. Det havde været godt med en 1-0-føring lige inden pausen. Men der var nok chancer i anden halvleg til, at vi skulle have scoret.

- Fornemmelsen var egentlig god. Jeg ville ønske, kampen havde varet ti minutter længere, for så havde vi vundet.

- Det er vores egen skyld, vi ikke fik prikket den ind. Og min skyld jeg ikke scorede på den chance, jeg havde, siger han.

Eriksen synes også, det gik fint, at han var rykket op som angriber ved siden af Andreas Cornelius mod Rumænien.

- I første halvleg spillede vi under svære betingelser. Jeg prøvede at være så meget omkring Cornelius, så han ikke var så alene, og det lykkedes til dels. I anden halvleg blev det endnu bedre.

- Det handler om at skabe så meget som muligt, og jeg synes egentlig, vi skabte nok. Men vi manglede den sidste finesse og kølighed til at få prikket den ind, erkender Eriksen.

Oversigt

    Oversigt