Erling Bonnesen ny kommunalordfører

Erling Bonnesen bliver Venstres nye kommunalordfører efter fyringen af Leif Mikkelsen. Samtidig overtager Kristian Pihl Lorentzen posten som trafikordfører.

Venstre fik på et gruppemøde tirsdag kabalen til at gå op efter fyringen af Leif Mikkelsen som partiets kommunalordfører. Ny mand på posten bliver Erling Bonnesen, mens Kristian Pihl Lorentzen bliver ny trafikordfører.

Beslutningen om at fjerne Leif Mikkelsen fra kortbunken blev truffet på fredagens gruppemøde, uden at hovedpersonen selv var til stede. Det var han derimod, da der skulle udpeges en ny kommunalordfører, og på gruppemødet ønskede han sin efterfølger held og lykke. Samtidig blev der også plads til en lille hilsen til partiledelsen.

- Jeg sagde også, at hvis man i fremtiden ønsker at lave om på mine poster, så vil jeg egentlig gerne have det at vide først, frem for at min kone skal høre det fra en journalist, sagde Leif Mikkelsen til Ritzau efter mødet.

Venstres gruppeformand, Svend Erik Hovmand, beklagede efter mødet, at det ikke var lykkedes at få fat på Leif Mikkelsen inden fredagens gruppemøde. Men han var samtidig godt tilfreds med den nye konstellation.

Oversigt

    Oversigt