Erotisk udstilling på TV2 pilles ned

En række erotiske billeder på Kvægtorvet i Odense var for skrap kost for direktionen. Nu bliver malerierne pillet ned.

Udstillingen af Hans Christian Poulsen er arrangeret af kunstforeningen på TV2. Hans Christian Poulsens malerier er ofte erotiske og billederne på midtergangen på kvægtorvet forestiller nøgne kvinder - og ofte er der fokus på kønsdelene.

- Fire-fem har henvendt sig, fordi de ikke kan lide udstillingen. Og det er da interessant, at folk bliver så hurtigt forargede. Det er jo malerier, ikke fotografier. Det er farver, der er smurt op på et lærred, herregud, siger formanden for kunstforeningen Gert Garmund til Fyens Stiftstidende.

Upassende for børn

Men henvendelserne fra de forargede medarbejder og seernes redaktør, Lars Bennike, fik mandag formiddag direktionen til at skære i gennem og beslutte at udstillingen skal væk.

- TV2 er en arbejdsplads, hvor medarbejderne skal kunne passe deres arbejde uden at der flyver genitalier rundt, og så er vi også danskernes hus med mange rundvisninger - også med børn - og jeg synes ikke at det er passende, at børn skal se på nogen ting, der er pornografiske, siger programdirektør på TV2, Palle Strøm

Kunstner Hans Christian Poulsen er skuffet over TV2s beslutning.

- Jeg er ked af at den bliver pillet ned. Kunstens opgave er at udfordre, og jeg forstår ikke at TV2 ikke kan tåle at se på nøgne mennesker, siger Hans Christian Poulsen.

Oversigt

    Oversigt