Erstatning for uberettiget fyring til gravid

En fynsk kvinde har fået en erstatning på 100.000 kroner, fordi hun blev fyret fra en svinefarm under en tidsbegrænset ansættelse. Det er første gang, at en domstol slår fast, at arbejdsgivere ikke kan lave tidsbestemte ansættelser for gravide.

-

En fynsk kvinde har fået en erstatning på 100.000 kroner, fordi hun blev fyret fra en svinefarm under en tidsbegrænset ansættelse. Det er første gang, at en domstol slår fast, at arbejdsgivere ikke kan lave tidsbestemte ansættelser for gravide. Det skriver fagbladet SiD.

Kvinden blev i 2001 ansat på en større fynske svinefarm i en tdsbegrænset stilling. Kontrakten gjaldt i første omgang for et år, men da den udløb fik hun den forlænget med fire måneder, så det passede med det tidspunkt, hvor hun skulle føde. Kvinden mente, at hun havde ret til at vende tilbage til sin stilling efter barslen, men da havde bonden ansat en anden medarbejder.

Derefter henvendte kvinden sig til sin fagforening, der rejste den principielle sag ved domstolen. Og nu har retten i Odense slået fast, at arbejdsgivere ikke må indrette tidsbegrænsede stillinger efter kvinders termin.

Arbejsdsgiveren hævdede at han ikke kendte noget til kvindens graviditet, men den forklaring godtog dommeren ikke.

- Det er første gang, vi har fået rettens ord for, at en arbejdsgiver ikke blot kan lave en tidsmålsbestemt aftale frem til en graviditet. Det er sådan, at når man laver den slags kontrakter, sker ansættelse og opsigelse samtidig, om end opsigelsen så først gælder på et senere tidspunkt, siger forretningsfører i SiD Morten Fischer-Nielsen til SiD?s hjemmeside.

Oversigt

    Oversigt