Erstatningssag eller ej: S afviser kovending i Carl Holst-sag

Socialdemokraterne vil have belyst, om det alligevel er muligt med en erstatningssag mod tidligere regionsrådsformand Carl Holst.

Mandag besluttede et nyt flertal i Region Syddanmark, at flere juridiske aspekter skal undersøges, inden den endelige afgørelse om et muligt erstatningskrav mod forhenværende regionsgårdsformand Carl Holst tages. 

Tidligere i maj blev det ellers besluttet af et flertal i regionens forretningsudvalg, at erstatningssagen mod Carl Holst for misbrug af skattekroner skulle droppes. 

Blandt andre har Socialdemokraternes medlem af Forretningsudvalget, Poul-Erik Svendsen, sagt ja til at få en mulig erstatningssag mod Carl Holst belyst endnu engang.

- Vi har ikke ændret mening. Der ligger et udmærket materiale, der er lavet af vores jurister i huset, som flere stiller spørgsmål ved. For at vi ikke skal have en diskussion om, baggrundsmaterialet er godt nok, så lad os tage en second opinion også, og så tager vi endelig stillingtagen, når vi har et eksternt juristfirmas vurdering af det materiale, vores jurister har lavet, siger Poul-Erik Svendsen. 

I første omgang havde Poul-Erik Svendsen ellers afvist, at der overhovedet skulle være en erstatningssag mod Carl Holst. Nu åbner han alligevel en smule for, at der kan være en erstatningssag på vej. 

Poul-Erik Svendsen afviser dog, at partiet har skiftet holdning i forhold til en mulig erstatningssag.

- På nuværende tidspunkt vil vi ikke være med til at rejse en erstatningssag, men vi vil ikke fanges i et spil omkring baggrundsmaterialet, og om det er godt nok. Derfor er vi da parate til, at man undersøger det, og lader et eksternt firma, der ikke er ansat i regionshuset, gøre det. 

Han understreger, at det ikke er et udtryk for mistillid til regionens egne jurister. 

- Det er et udmærket materiale, der ligger fra vores jurister. Nu skal vi simpelthen lukke den diskussion om, at det materiale, vi tager beslutningen ud fra, ikke er godt nok. 

Poul-Erik Svendsen håber, at undersøgelsen kan være færdig allerede inden sommerferien, således at oppositionen ikke bliver beskyldt for at trække sagen ud grundet det kommende regionsrådsvalg. 

 

Oversigt

    Oversigt