I det fynske folks tjeneste

Esben Hansen ny anfører i OB

Midtbanespilleren Esben Hansen er ny anfører i OB. Han overtager hvervet fra Ulrik Laursen, der for nyligt skiftede til FC København.

Esben Hansen er blevet udnævnt til ny anfører i OB.

Chris Sørensen var viceanfører under Ulrik Laursen, og han var også inde i billedet som ny anfører.

Men OBs træner Lars Olsen valgte Esben Hansen, der for nyligt vendte tilbage til OB efter et halvt år i tyske Kaiserslautern.
- Jeg havde to spillere i tankerne som ny anfører. Den ene var Chris Sørensen, der har været viceanfører. Derfor var det naturligt, at jeg talte ned ham om at blive anfører. Den anden var Esben Hansen, der er en naturlig leder på banen, fordi han snakker og dirigerer meget, fortæller Lars Olsen til OBs hjemmeside.

Chris Sørensen ønskede dog ikke hvervet:
- Da jeg talte med Chris, havde han det sådan, at han helst ville forblive i rollen som assisterende anfører, der kan træde til, hvis det er nødvendigt, men ellers bakke op omkring anføreren. Så talte jeg med Esben om hvervet. Han takkede ja, og følte selvfølgelig at han kunne klare det, så der var ikke de store problemer i det, forklarer Lars Olsen.