Esbjerg kunne ikke følge med

Esbjerg-træner Troels Bech var efter kampen mod OB overbevist om, at det var fysikken, der kostede Esbjerg et point.

For sjette gang i 10 kampe sluttede Esbjerg et SAS Liga-opgør uden point. Og ifølge træner Troels Bech lignede kampen mod OB søndag mange af de foregående.

- Denne kamp lignede til forveksling mange af de tidligere kampe. Vi var godt med langt hen i kampen, men kunne så ikke følge med til sidst, sagde træneren og fortsatte:

- Forskellen på nul og et point i dag var nok fysikken. De havde den afgørende store fysik i forhold til os.

Troels Bech var klar over, at hans mandskab tabte til et godt hold, men ærgrede sig godt og grundigt alligevel.

- Vores trumfer var stækket i dag med alle vores skader, men det skal ikke være nogen undskyldning. Vi har haft godt greb om både denne kamp og andre, men kan ikke holde det hjem, sagde han efter 2-4-nederlaget i Odense.

Oversigt

    Oversigt