Et års kaos venter efter strejken

Torsdag nåede antallet af aflyste behandlinger på sygehusene på landsplan op på 254.319, og en ledende overlæge på Svendborg Sygehus bad regeringen om at gribe ind. Nu spår Lægeforeningens formand et års kaos.

Formanden for Lægeforeningen Jens Winther Jensen vurderer ifølge Metroxpress, at der vil gå et år eller mere, før sygehusene har fået barberet den enorme pukkel af aflyste behandlinger ned.

- Der er ingen tvivl om, at patienterne kommer til at vente længere på at blive behandlet, og problemerne stiger for hver dag, strejken fortsætter, siger lægeformanden til Metroxpress fredag.

Han tilføjer at behandlingsgarantien på en måned gør det umuligt at foretage den helt nødvendige prioritering mellem patienterne, når konflikten stopper. Han anbefaler regeringen at suspendere garantien, indtil puklen er væk.

Han forudser desuden overarbejde til alt sundhedspersonale, og situationen fik i går ledende overlæge Frank Svendstrup til at regere:

- Jeg synes situationen er uholdbar, som den er nu. Der er flere og flere, der bliver skubbet foran os. Det vil sige, at når konflikten forhåbentlig inden ret længe er overstået, så har vi en kæmpe pukkel, vi skal arbejde os igennem. Jeg kan ikke se andre løsninger end, at regeringen må lave et indgreb, siger overlægen til TV2/FYN.

Oversigt

    Oversigt