EU-kritik af Norge i hortensiasag

Norge fik kraftig EU-kritik for sin toldmur mod udvalgte landbrugsvarer og tager nu afstand fra protektionisme.

EØS-landet Norge har fået EU på nakken efter skyhøje toldafgifter på udvalgte landbrugsvarer for at beskytte nordmændenes egen produktion.

Som TV 2/Fyn tidligere har fortalt, så går toldmuren hårdt ud over de fynske hortensia-eksportører.

På et møde mandag i Rådet for det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS), der består af EU-landene, Norge, Island og Liechtenstein, gik Norge med til at tage afstand fra alle former for protektionisme.

SE VIDEOEN: Fynske hortensia udelukket fra Norge

Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF) er tilfreds med dette skridt.

- Jeg opfordrer Norge til at samarbejde med EU-Kommissionen om en hurtig undersøgelse af vilkårene for samhandlen med landbrugsvarer og derefter til at forhandle om yderligere liberalisering på området.

- Det vil være en god begyndelse, hvis Norge vil trække de seneste toldforhøjelser tilbage, siger Pia Olsen Dyhr.

Norge fik kritik for toldforhøjelserne, og EU har kraftigt opfordret Norge til at droppe beslutningen om de kraftige toldforhøjelser.

Det er i modstrid med ånden i EØS-aftalen, der forpligter parterne til at bestræbe sig på at opnå en gradvis liberalisering af handlen med landbrugsvarer.

Rådet ser nu frem til en snarlig undersøgelse af vilkårene for samhandlen med landbrugsvarer for bagefter at kunne indlede forhandlinger om liberaliseringer.

I oktober annoncerede den norske regering, at toldsatsen for eksempelvis lammekød ville blive hævet til 429 procent, oksekød til 277 procent. Også en lang række oste - undtagen Gamle Ole - fik et told-gok på 277 procent.

Med øjeblikkelig virkning blev der også lagt en told på 72 procent på hortensiaer, som især går ud over de fynske gartnere, der eksporterer hortensiaer til Norge.

Oversigt

    Oversigt