EU-Parlamentet støtter ost og fynsk hortensia

Norge har pålagt brandtold på blandt andet horsensia. EU-Parlamentet forlanger, at Norge fjerner tolden.

Det er uhørt at udelukke danske oste, hortensiaer og andre europæiske produkter fra Norges supermarkedshylder ved at indføre toldmure. I januar blev der på ost pålagt en told på 277 procent, mens den for hortensiaer er 72 procent.

Det mener EU-Parlamentet, der torsdag i Strasbourg har vedtaget en resolution mod den norske brandtold på visse landbrugsprodukter. Parlamentsmedlem Bendt Bendtsen (K) har tidligere taget sagen op og er glad for det fælles europæiske standpunkt.

- Det er det samme som at sige, at de ikke ønsker de varer ind i Norge. Samtidig har Norge fuld tryk på eksporten af en masse varer på vej ind i EU, blandt andet norsk laks.

- Nordmændene er simpelthen ligeglade, det er ren og skær protektionisme, og det skal vi ikke finde os i, siger Bendt Bendtsen, der mener, at ordningen koster arbejdspladser i dansk landbrug og gartneri.

Parlamentet opfordrer i resolutionen Norge til at fjerne toldmuren på ost, lam, oksekød og hortensiaer.

Formelt set bryder Norge ikke juraen i hverken WTO handelsaftalen eller EØS-aftalen mellem EU og de tre EFTA-lande Norge, Island og Liechtenstein.

Men Bendt Bendtsen minder om, at Norge gennem EØS-aftalen er medlem af det indre marked i EU, og han mener, at Norge forbryder sig mod den.

- I artikel 19 står der, at man skal liberalisere markederne over for hinanden, og at man ikke må træffe foranstaltninger uden at konsultere hinanden, så jeg mener, at de har brudt aftalerne.

- Man burde gå ind og lægge toldsatser på norske varer, der kommer ind i Danmark som bearbejdede fiskeprodukter. De skal have en ordentlig næsestyver, siger Bendt Bendtsen.

Han har tidligere rejst sagen over for Norge, men er ikke blevet mødt med vilje til at indgå i forhandlinger.

- Jeg har holdt et møde med den norske ambassadør, men det var som at smide vand på en gås, og derfor blev vi nødt til at rejse sagen i EU.

- Jeg tror ikke, at nordmændene vil reagere. Den arrogance, jeg har set fra ambassadøren og udenrigsministeren, er, at de mener, at de kan gøre, som de har lyst, siger han.

Oversigt

    Oversigt