Svindlere snylter på Landsstævnet: Sådan undgår du at blive snydt på Facebook

Som det ofte er med store begivenheder, så forsøger Facebook-svindlere at slå plat på Landsstævnet 2022.

Man skal være vågen, når man begiver sig rundt på nettet.

Mange virksomheder og store begivenheder benytter sociale medier til at komme i kontakt med både eksisterende og potentielle kunder. Men det åbner samtidig også en ladeport for svindlere og småkriminelle, der via sociale medier får skabt en kontakt til personer, som de efterfølgende forsøger at udnytte økonomisk eller hive oplysninger ud af.

Det mærker de også på DGI Landsstævne.

- Der kom en del falske begivenheder op til billetsalget, og da meldte vi ud via vores egne kanaler, at der var falske begivenheder i omløb.

- Det har gjort, at der sikkert har været nogen, der har tilmeldt sig en falsk begivenhed og ventet forgæves på yderligere information om Landsstævnet – og derfor har vi mistet nogen, som vi så derfor ikke har fået kontakt med, fortæller Annemarie Michelsen, der er ansvarlig for markedsføring og kommunikation ved Landsstævnet.

Udnyttes til markedsføring og svindel

Svindelforsøget foregår ved, at svindlerne opretter nye facebooksider og via dem opretter falske begivenheder, som minder om allerede eksisterende begivenheder. 

I mange tilfælde bruger de samme billeder og tekster, som det originale arrangement, så det fremstår ægte og valideret. Men i stedet er svindlernes mål at få så mange brugere som muligt til at følge et event ved at klikke, at de er interesserede eller vil deltage. 

Synes du godt om en Facebook-begivenhed, får personerne bag mulighed for at vise dig deres opslag. Opslaget kan for eksempel bruges til at vise reklamer i dit nyhedsfeed. Det er derfor, virksomhederne er interesserede i dit like.

For herefter deler de links til enten markedsføring af forskellige ting, falske hjemmesider, hvor de forsøger at lokke enten oplysninger eller penge ud af folk, eller direkte til såkaldt ransomware, som de kan bruge til at stjæle dine personlige oplysninger. 

- Ofte er det for at få trafikken fra den begivenhed, fordi man så må markedsføre mod dem igen. Så følgerne er en valuta i sig selv, fordi man så kan markedsføre andre ting over for dem, forklarer Annemarie Michelsen.

Forbrugerrådet: Hav paraderne oppe

Sociale medier som Facebook lever af at indsamle dine oplysninger og sælge annonceplads på deres platform til annoncører. 

Du afgiver hele tiden rigtig mange informationer om dig selv og dine præferencer, og du skal derfor passe rigtig godt på dig selv og dine data på nettet, advarer Forbrugerrådet Tænk. 

- Vi ser desværre mange eksempler på, at svindlere brugere store begivenheder som Landsstævnet eller Roskilde Festival, fordi der er så stor og aktuel interesse fra offentligheden, til at lave falske sider og begivenheder. Via dem kan de lokke brugerne over for at få sendt dem videre til en falsk hjemmeside, hvor man kan hente personlige oplysninger eller kreditkortoplysninger.

- Det er simpelthen en måde at få lokket oplysninger ud af os på, så de kan lave svindel, forklarer Ulla Malling, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk.

Og netop fordi svindlerne ofte benytter aktuelle begivenheder, har de allerede et lille forspring i nyhedsfeedet på både Facebook og Instagram.

- For så er det sandsynligt, og derfor hopper folk på den. Den kritiske sans bliver mindre, fordi det giver mening. Det er ikke usandsynligt, at der kommer noget i ens feed om Landsstævnet nu, og vi orienterer os via sociale medier om, hvad der foregår lige nu, siger Ulla Malling.

Hun understreger, at det ikke er sikkert, at klikket i sig selv er et problem, ligesom en falsk facebookside i sig selv ikke farlig. 

- Men du skal have paraderne oppe, hvis du begynder at afgive oplysninger eller kreditkortoplysninger. Der skal man være sikker på, man er det rigtige sted, siger projektchefen.

Fordi de falske sider ofte er så godt lavet, kan det godt betale sig at bruge lidt ekstra tid på at søge lidt rundt på siden for at se, om den er ægte. Eller prøve at søge på for eksempel Landsstævnet og billetter via Google for at komme ind på den officielle side ad den vej.

- Det er den lidt længere vej, men hvis det betyder, at man undgår at blive snydt, så er det givet godt ud, siger Ulla Malling.

Sådan undgår du falske begivenheder til Landsstævnet

01

Vær kritisk

02

Find de officielle begivenheder

03

Vær opmærksom ved betaling

04

Hold øje med url'en

05

Anmeld og hjælp andre


Sådan undgår du de falske begivenheder

Landsstævnet blev for første gang afholdt i 1862, da 103 mandlige skytter samledes på Vesterbro i København, hvor DGI-byen i dag ligger. Efter seks timers skydning på flere distancer var historiens første Landsstævne overstået.

Historien bag Landsstævnet er lang og farverig - og ikke mindst fuld af fynske forbindelser.

Oversigt

    Oversigt