Eventyrløbet - derfor: Vi spreder en masse kærlighed

Manuel Ojeda havde ikke trænet en meter inden han Kristi Himmelfartsdag løb fem kilometer og kom i mål i mægtigt humør ved Eventyrløbet 2018.

- Nu skal vi nyde livet, høre noget rigtig godt musik, være lidt spontane.

Sådan lød det fra en møg-træt og meget glad Manuel Ojeda, efter han på afbud havde gennemført fem kilometer ved årets udgave af Eventyrløbet.

Manuel Ojeda havde spontant overtaget en andens nummer, og var meget tilfreds med at have været en del af det 18.000 løbere store arrangement, som blev løbet i gang ved OGF's klubhus på Stadionvej i Bolbro, og afsluttedes kort derfra på Odense Atletikstadion - dog med afstikker på enten ti eller fem kilometer.

Og man kan ikke ligefrem påstå, at Manuel Ojeda er en rutineret - eller for den sags skyld - en veltrænet løber. Faktisk er det ti år siden han sidst har løbet distancen.

Av mine utrænede ben

- Set i bakspejlet havde det nok været fornuftigt at varme lidt op - eller i det mindste træne lidt til turen.

- Jeg tænkte arrghhh, sådan fem kilometer det klarer vi let. Men jeg kan godt mærke benene. Det må man sige, sagde Manuel Ojeda efter en begejstret velkomst af kæresten Jeanette Henriksen, der modtog med kram og smækkys.

- Man må tage hatten for alle dem der der bare spånser af sted, både dem der er ældre end én og dem der er yngre end én.

- Jeg synes alle gjorde det simpelthen så godt, sagde Manuel Ojeda og satte pris på, at løbet er lokalt:

- Vi er jo med til at møde nogle af alle de borgere vi bor sammen med. Og fejre dagen sammen med dem og ha' en dejlig dag. 

- Og sprede en masse kærlighed til vores medmennesker.

 

 

Oversigt

    Oversigt