I det fynske folks tjeneste

Ewii-sagen: Tilliden til Dahlstrøm vakler

Steen Dahlstrøm risikerer at miste titlen som formand i forsyningsselskabet Ewii. Arkivfoto Foto: Bjarne Lüthcke, Scanpix

Steen Dahlstrøm (S), borgmester i Middelfart og formand for bestyrelsen i det stærkt ombruste forsyningsselskab Ewii, kan meget let blive stillet over for et mistillidsvotum, når repræsentantskabet samles næste gang.

Det er ikke kun den nu fyrede direktør, Knud Steen Larsen, der har ansvaret for de kritisable forhold i forsyningsselskabet Ewii, der er blevet oprullet i flere medier de seneste måneder.

Det mener en række jyske medlemmer af forsyningsselskabets repræsentantskab.

Hvis han (Steen Dahlstrøm, red) har været vidende om de her ting, så mener jeg ikke, han kan blive siddende som formand.

, siger Johnny Gilbert, medlem af Ewiis repræsentantskab.

Derfor planlægger de nu en afstemning, hvor de skal stemme om, hvorvidt de fortsat har tillid til selskabets formand, Steen Dahlstrøm, der til daglig er socialdemokratisk borgmester i Middelfart Kommune.

- I første omgang skal vi have en redegørelse fra formanden. Men hvis vi skal kunne stemme om, hvorvidt han må gå af som formand, så er vi nødt til at stille forslag om afstemningen inden mødet, siger medlem af repræsentantskabets Fredericia-kreds, Johnny Gilbert, til TV 2/Fyn.

Mødet mellem bestyrelse og repræsentantskab finder sted 15. august. Mødet var egentlig berammet til at finde sted i september, men er rykket frem på grund af de mange kritisable sager, der er kommet frem de seneste måneder.

Læs også Ewii-direktør fratræder øjeblikkeligt

Johnny Gilbert ved endnu ikke, om han vil stemme for at afsætte Steen Dahlstrøm. Det afhænger af formandens forklaringer, siger han, men:

- Hvis han (Steen Dahlstrøm, red) har været vidende om de her ting, så mener jeg ikke, han kan blive siddende som formand, siger Johnny Gilbert til TV 2/Fyn.

Dahlstrøm indstillet på afstemning

Steen Dahlstrøm er indstillet på en afstemning om, hvorvidt repræsentantskabet fortsat har tillid til ham som formand. Det siger han til Fredericia Dagblad:

- Jeg har selv lagt op til, at man kan stille mistillid under mødet den 15. august, og det er jeg indstillet på at afvente, siger Steen Dahlstrøm til Fredericia Dagblad.

Ewii er ifølge vedtægterne selvejende, men et repræsentantskab bestående af 120 brugere er øverste myndighed. Repræsentantskabet vælger 15 af bestyrelsens 17 medlemmer. 

Repræsentantskabet mødes som udgangspunkt tre gange om året.

Forslag om mistillid til bestyrelsens formand eller den samlede bestyrelse skal fremsættes af mindst 15 repræsentantskabsmedlemmer for at kunne optages på dagsordenen. Det fremgår af vedtægterne.

Ewii-sagen kort

  • 13. juni fratrådte Ewiis direktør, Knud Steen Larsen, øjeblikkeligt. Det skete i forbindelse med et møde med bestyrelsen. Bestyrelsen havde mistet tilliden til direktøren, lød forklaringen.
  • Inden fyringen havde erhvervsmediet Finans afsløret, at direktøren har sammenblandet private investeringer med Ewiis. Knud Steen Larsen er også blevet kritiseret for at have taget sine sønner og sin hustru med på flere luksuriøse sponsorrejser. Og endelig var der kritik af direktørens løn. Den samlede direktions løn er næsten fordoblet siden 2010. Til samlet set 9,7 millioner kroner.
  • Dertil kommer, at Knud Steen Larsen er mistænkt for snyd med udbud. Det drejer sig om to licitationer, som blandt andet entreprenørvirksomheden Arkil har klaget over.
  • Flere medlemmer af Ewiis repræsentantskab har offentligt kritiseret Ewiis store udgifter til sponsorater. Blandt andet har de stillet spørgsmålstegn ved, om Ewii skal sponsorere stadion i Odense, hvor OB har hjemmebane.
  • Samtidig er flere medlemmer i repræsentantskabet skeptiske over for underskuddene på driften i de såkaldt kommercielle grene af Ewiis forretning. Altså de aktiviteter, som ikke er virksomhedens kerneområde: forsyning af el, vand og varme.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.