Exit-poll: Ny borgerlig amtsborgmester

Fynboerne får en borgerlig amtsborgmester. Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti får tilsammen 16 af de 31 pladser i amtsrådet. Selv om Socialdemokratiet og SF skulle få støtte fra Borgerlisten, vil det ikke være nok til, at Socialdemokratiet kan erobre amtsborgmesterposten.

-

Fynboerne får en borgerlig amtsborgmester. Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti får tilsammen 16 af de 31 pladser i amtsrådet. Selv om Socialdemokratiet og SF skulle få støtte fra Borgerlisten, vil det ikke være nok til, at Socialdemokratiet kan erobre amtsborgmesterposten.


Det viser en såkaldt exit-poll, som Syddansk Universitet i Odense har foretaget for TV 2/FYN og DR Radio Fyn. I løbet af tirsdagen er ca. 3000 vælgere i Vissenbjerg og Svendborg blevet spurgt om, hvad de har stemt. På den måde kan man med stor sikkerhed forudsige resultatet af valget til amtsrådet i Fyn.


Socialdemokratiet går tilbage
Som meningsmålingerne har vist det seneste stykke tid går Socialdemokratiet tilbage i Fyns Amt. I amtsrådet får socialdemokraterne 10 mandater mod 13 nu.


SF går et mandat frem til 3, men det er ikke nok til at gøre Poul Erik Svendsen til amtsborgmester.


Weber eller Boye
Hvis resultatet af exit-poll-undersøgelsen holder stik, skærper det kampen mellem Venstres Poul Weber og De Konservatives Jan Boye som amtsborgmester.


Begge borgerlige partier er gået frem og kan med rette hævde, at vælgerne har givet deres person opbakning.


Radikale ryger ud
Som en stor overraskelse viser undersøgelsen, at Det Radikale Venstre ryger ud af amtsrådet. Dermed vil partiet gå fra at have haft amtsborgmesterposten til slet ikke at være repræsenteret.


De Radikales spidskandidat Christian Grønbæk Andersen tror ikke på resultatet af exit-poll-undersøgelsen.


\"Lige nøjagtig Svendborg og Vissenbjerg, hvor folk er blevet spurgt, skiller sig ud med hensyn til De Radikale og Borgerlistens vælgere. I Svendborg hører Fyns Amts Borgerlistes Jørgen Pless hjemme, og i Vissenbjerg er Borgerlistens John Jacobsen tidligere borgmestre. Det forklarer, at listen får et godt valg i de to kommuner\", siger Christian Grønbæk Andersen.


Borgerlisten ind med to
Undersøgelsen viser, at fynboerne ønsker, at Fyns Amts Borgerliste bliver repræsenteret i det nye amtsråd. Borgerlisten kommer ind med to mandater.


Weber undsiger exit-poll
Venstres spidskandidat til amtet Poul Weber har ikke den store tiltro til forudsigelsen af valgresultatet.


\"Jeg nægter at tro på, at De Radikale ryger ud af amtrådet, og at Fyns Amts Borgerliste kommer ind med hele to mandater\", siger Poul Weber.

Oversigt

    Oversigt