Få læst din hjemmeside højt

Højtoplæsning på danske hjemmesider skal fremover gøre den officielle danske talesyntese Carsten til en god forretning for det fynske it-selskab Mikro Værkstedet.

Selskabet har solgt talesyntesen, som har fået navnet Carsten, til enkelte uddannelsessteder. Falck har købt den til at læse meddelelser højt på redningsstationer og Bornholmstrafikken til at fortælle om forsinkelser.

Fremover kan danske hjemmeside-ejere få deres tekster læst højt, uden at brugeren skal installere et program.

- Hvis man i forvejen har problemer med at læse, kan det være en udfordring at hente en klient ned fra nettet. Vi lægger op til, at man giver mulighed for oplæsning af siden med en knap, man trykker på, fortæller projektleder Henrik Lindholm til Computerworld Online.

Talesyntesen Carsten er under stadig udvikling hos Mikro Værkstedet
 
- Carsten læser alt på dansk. Han kender ingen ord, men kigger på hvordan bogstaverne er sat sammen og danner ordene. Det er et produkt, vi arbejder aktivt på at udvikle, fortæller Henrik Lindholm til Computerworld Online.

Oversigt

    Oversigt