Grønt lys: Få ændringer i gigantisk velfærdsplan

Onsdag valgte økonomiudvalget i Odense at gå videre med planerne om finde 200 millioner kroner til fremtidens velfærd. Politikerne havde kun få ændringer til forslaget fra direktørgruppen.

Onsdag besluttede politikerne i Økonomiudvalget i Odense at gå videre med planerne om at finde 200 millioner kroner til fremtidens velfærd. Pengene skal findes hvert år i fire år frem til 2023.

Udgangspunktet for at finde flere penge til velfærd, var et oplæg fra direktørgruppen i kommunen, som politikerne i store træk nu går videre med.

På grund af flere børn og ældre i Odense Kommune bliver der i de kommende år brug for flere penge til velfærd, og det er de penge som politikerne vil finde på kommunens budgetter de kommende år. 

- Vi holder fast i vores mål om at omprioritere, så vi kan sikre velfærden for børn og ældre, hvor vi ved, at der kommer flere børn og ældre i fremtiden. Det er jeg glad for, fordi det er vigtigt for mig, at vi sikrer bunden i vores velfærdstilbud, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).

Fordeling ændret mellem forvaltninger

I forhold til oplægget fra direktørgruppen valgte politikerne at ændre en smule på fordelingen af, hvor mange penge de forskellige forvaltninger skal finde til fremtidig velfærd. I den nye fordeling skal By- og Kulturforvaltningen finde tre millioner kroner færre penge på budgettet, som til gengæld skal findes på budgetterne i Børn- og Ungeforvaltningen og i Ældre- og Handicapforvaltningen.

- Det er en fælles opgave, vi har, men for mig var det bare vigtigt at få gjort klart, at fritidslivet, det at man kan gå til fodbold og svømning med sine børn eller gå en tur i teatret eller på kunstmuseum, at det også er en del af vores velfærd. Derfor nytter det ikke noget, at vi fjerner penge så voldsomt, som der var lagt op til, siger by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V).

quote Det her bliver ikke sjovt, det bliver ikke let, og der ligger en enorm stor opgave i at finde de her reduktioner. Så det er absolut ingen fornøjelsestur vi skal ud på.

By- og kulturrådmand, Jane Jegind (V)

Det er By- og Kulturforvaltningen, der skal finde flest penge til velfærd. I første omgang lød forslaget i 2020 på, at By- og Kulturforvaltningen skulle finde 70,5 millioner kroner, 63 millioner i 2021 og 60,5 millioner i både 2022 og 2023.

Men efter onsdagens møde blev beløbet reduceret i 2020 med ti millioner, da udvalget blev enige om, at droppe engangsbesparelser det første år, for at beløbet ville være det samme i alle de fire år, som planen dækker. Selvom besparelseskravet er blevet mindre, advarer Jegind om, at det kan mærkes, at der skal findes penge på budgetterne.

- Det her bliver ikke sjovt, det bliver ikke let, og der ligger en enorm stor opgave i at finde de her reduktioner. Så det er absolut ingen fornøjelsestur vi skal ud på. Men jeg er glad for, at vi har løftet toppen af den udfordring, som vores kultur- og fritidsliv stod overfor i dag, siger by- og kulturrådmand, Jane Jegind (V).

Besparelser reduceret i 2020

Indfasningen af de kommende besparelser blev mildnet, så besparelserne på 200 millioner kroner blev reduceret det første år.

Mange af de kommende besparelser kan nemlig ikke have virkning allerede fra 1. januar 2020, da der eksempelvis er opsigelsesvarsler for afskedigede medarbejdere og kontrakter, som der ligeledes er opsigelsesvarlser på.

Derfor besluttede udvalget, at besparelserne på 200 millioner kroner kun skal have såkaldt halvårseffekt i 2020, så man kun budgetterer med, at der bliver fundet 100 millioner kroner til mere velfærd i budgettet for 2020.

- Jeg oplever, at der i økonomiudvalget har været en vilje og tålmodighed til både at lytte på hinanden og kunne finde ud af, hvad det er for en løsning, vi kan være i fælles, siger borgmester Peter Rahbæk Juel.

Efter sagen har været behandlet i økonomiudvalget bliver den nu sendt til de forskellige udvalg i kommunen, som skal konkretisere, hvordan de vil finde besparelser på budgetterne, så de kan bruges på velfærd i fremtiden.

Den endelige beslutning bliver truffet, når budgettet for 2020 bliver besluttet i oktober 2019.

Oversigt

    Oversigt